Film

Hvem narrer hvem?

Duplicity

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Julia Roberts spiller i “Duplicity” sin første hovedrolle i mange år, efter at have holdt en lang barselsorlov, der kun har budt på biroller. Men alderen har kun gjort hende endnu mere troværdig som en erotisk sild.

Duplicity er en herlig film. Den er virtuost klippet, den er rap i replikken og først og fremmest udvikler historien sig særdeles overraskende. Filmen handler om to spioner. Det er Claire Stenwick (Julia Roberts) og Ray Koval (Clive Owen). Hun er fra CIA og han fra MI6. Altså to konkurrerende efterretningstjenester, der dog arbejder på den samme side af krigen mod et-eller-andet, som er svært definerbart, nu da KGB ikke eksisterer længere. For fem år siden forførte Claire Ray i Dubai. Han fik den helt store tur med både gynger og karruseller, og det var noget, han kunne lide. (Ellers var han da også et skarn!) Meeen. 16 timer senere vågner han op. Finder ud af, at han er blevet bedøvet. Og finder ud af, at det materiale, han som hemmelig agent havde fremskaffet, er væk. Claire har nappet byttet. Og når han fik den helt store tur, ja så var det for at hun kunne få fingrene i byttet. I starten af denne film mødes de igen. Tilfældigt? Tjah, det er her, filmen har sin mest finurlige side, for i masser af flash back finder vi ud af, at de to kender hinanden godt. Rigtigt godt. Og hvis sex var godt i Dubai, så er det også godt andre steder, viser det sig. Filmen er som en artiskok. Hver gang man spiser et blad, er der et nyt inden under. Og når man kommer ind til midten, bliver det allerbedst. For det er en film i konstant udvikling. Hele tiden afslører filmens plot nye dybder og nye finurligheder, og slutningen er helt umulig at regne ud. Det er en velproduceret film, som Ocean-filmene. Den er overraskende som “Lucky number Slevin”. Den er frisk i replikken som en gammel Hollywood-film. Men på et punkt fejler den fælt: Den mangler humor. For at en sådan film, der er så oplagt i sin fortælleglæde, kan fungere, skal der være masser af oneliners. Ikke kun hurtige replikker. Men også sjove replikker. Det er det, der bærer sådan en film frem, så det viser sig, at der også er kaviar helt inde ved artiskokhjertet. Clive Owen og Julia Roberts spiller godt i de to roller. Julia Roberts har fået en modenhed, der i grunden gør hendes erotiske udstråling endnu større, fordi hun nu ikke længere kun er den kønne, unge pige, men har udviklet sig til en fræk, farlig femme fatale. Clive Owens har også godt fat i den erotiske side af sit mandfolk. Så alene der er der bonus nok til publikum. Men det er i samspillet, at gnisterne opstår. Selv om de to er kærester, så er de også agenter. Og selv om de to planlægger et plot sammen, der skal gøre dem styrtende rige, så de kan flygte til et fjernt sted og leve erotikken helt ud, så tror de ikke på hinanden. Det er et forhold præget af dyb mistro. Det betyder, at selv når erotikken er helt oppe på kogepunktet, så holder de grundigt øje med hinanden. De våger over hinanden. Og et kærlighedsforhold baseret på mistillid, det er i grunden godt filmstof. Filmens slutning skuffer. Manglen på grin skuffer. Men på bundlinjen er det altså en velfortalt, velklippet og underholdende film. Og vil du også vide, hvad den handler om? Dette er en film om industrispionage. Og jagten på en kemisk formel. Og snyd og bedrag. Om at føre bag lyset. Om hvem der narrer hvem for selv at ende med at blive narret. Se den bare. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk “Duplicity” Manuskript og instruktion: Tony Gilroy 2 timer og 5 minutter, tilladt for alle Danmarkspremiere.