Hvem sætter dagsorden i sundhedsvæsen?

BEHANDLING:Det danske sundhedsvæsen får dårlig karakter. Blandt de 25 EU-lande plus Schweiz ligger vi på en 10. plads. Det lyder måske ikke specielt bekymrende, men Danmark er klart hægtet af førergruppen og ligger nu længere fra topnationerne end fra f.eks. Polen og Estland. Endnu en gang er det franske sundhedsvæsen topscorer på en international evaluering, og endnu en gang er der stor ros til Sverige, der sammen med Holland, Schweiz, Tyskland og Luxembourg scorer klart højest. Danmark lægger langt nede på listen” Hvorfor vil det indlysende spørgsmål lyde? Tjah, iflg. Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen bunder det i forældede tal og usammenlignelige forhold. Mon ikke det kunne være en god idé for ministeren og Folketingets Sundhedsudvalg at tage på en studietur til Frankrig, så vi alle kan få klarhed over, hvori dette ulige resultat bunder og gode ideer til at gøre det bedre? På Venstres hjemmeside er statsminister Anders Fogh Rasmussen citeret for flg.: ”Vi ønsker et sundhedsvæsen i verdensklasse. Ikke for systemets skyld. Men for patienternes skyld”. Kære rege-ring – hvordan synes I selv det går? Danmark som nr. 10 i Europa er ikke just flatterende! Er det formanden for de nye regioners sundhedsudvalg Bent Hansen (S), eller ministeren der sætter dagsordenen i sundhedsvæsnet? Umiddelbart er det ikke til at gennemskue, da systemet i dag kommer forud for patienternes ve og vel – lad dog pengene følge patienterne og dermed sikre fleksibilitet og effektivitet i behandlingssystemet.