Hvem sagde plat?

Jeg anerkender naturligvis socialminister Eva Kjer Hansens pligt til at kritisere kommuner, der ikke gør som loven foreskriver.

Men kommunerne skal i langt højere grad forpligtes til initiativer, der kan forebygge vold mod børn. Handlingsplaner, vejledninger og kampagner kan være gode redskaber, men det er også nødvendigt, at kommunerne forpligtes på at prioritere det forebyggende arbejde højt - også økonomisk. Men kommunernes økonomi er - bl.a. som følge af regeringens asociale skattestop - meget presset. Mange kommuner har derfor oplevet store besparelser - ikke mindst på det sociale område. Dokumentarudsendelsen fra DR, ”Når de voksne slår”, dokumenterede med talrige eksempler, at visse kommuner - trods mange henvendelser om vold, mistrivsel m.v. - ikke formår andet end at tilbyde barnet lektiehjælp! Lektiehjælp er en billig foranstaltning i forhold til en mere aktiv indsats over for det egentlige problem - volden i familien. At blive tilbudt lektiehjælp, når éns største problem er, at far slår hele tiden, er en hån mod barnet og giver i hvert fald på ingen måde barnet en opfattelse af, at de omgivende voksne har forståelse for noget som helst. Det er således også almindelig kendt, at der sidst på året stort set ikke fjernes nogle børn i de fleste kommuner, da kassen er tom på det tidspunkt. Så hvis et barn er så uheldigt at være akut voldsramt eller på anden måde truet i november, er det bare ærgerligt. I SF’s optik er det meget centralt, at kommunerne råder over tilstrækkelige midler, så truede børn ikke bliver gidsler i den (kommunale) økonomiske kassetænkning. Samtidig mener vi, der er brug for et kulturelt opgør med kommunernes - og mange andres - ”laden stå til holdning”, hvor mange tilsyneladende er berøringsangste i forhold til drastiske skridt over for truede familier under henvisning til privatlivets fred etc. Men vi har alle et stort ansvar over for at bekæmpe vold og misbrug af børn. Tøndersagen er til dato det mest grelle eksempel på en massiv laden stå til holdning, hvor mange bør føle sig endog meget skyldige. Derfor er det også under lavmålet, når socialministeren beskylder mig for at slå plat på det alvorlige emne som vold mod børn er. Er det plat at mene ministerens indsats på forebyggelsesområdet er helt utilstrækkelig - og er man plat når man sætter fingeren på, at kommunernes trængte økonomi langt hen ad vejen skyldes regeringens asociale skattestop?