Hvem savner fire heste?

SULSTED: Jørgen Dorf hos nærpolitiet i Nørresundby går i disse dage og spekulerer på, hvem der mon savner fire heste, som i ugens løb blev indfanget på Milbakvej vest for Sulsted. De fire heste løb onsdag aften ved 19-tiden forvildede omkring på Milbakvej, men blev indfanget af hestekyndige beboere i området, som nu har dem opstaldet. Jørgen Dorf oplyser, at der er tale om fire heste af typen Dansk Varmblod. Den ene er en lysebrun hingst med hvid blis og en hvid bagsok. Den anden er en rød vallak med hvid blis, et hvidt forben og to hvide bagben. De to sidste er mørkebrune hopper, som begge har en hvid stjerne i panden. Hestene er brændemærkede, men ifølge Jørgen Dorf kan mærkningen ikke tydes. Hvis nogen står og mangler fire heste - eller kender nogen, der gør - kan henvendelser rettes til Aalborg Politi på tlf.: 96 30 14 48. tino