Hvem savner sin mor?

16-årige Andreas Bundgaard Poulsen hadede autoriteter og brugte til tider næven som forhandlingsmiddel i pressede situationer. I dag indgår ord som respekt og tillid i hans ordforråd

Efterskole opholdet har fået Andreas til at erkende, at det går ud over andre, hvis han laver ballade. Han er nu på sit andet år på Hørby Ungdomsskole. Foto: Kim Dahl Hansen

Efterskole opholdet har fået Andreas til at erkende, at det går ud over andre, hvis han laver ballade. Han er nu på sit andet år på Hørby Ungdomsskole. Foto: Kim Dahl Hansen

Den hvide plakat fra Efterskoleforeningen med skriften 'Hvem savner sin mor?' pryder opslagstavlen på værelse 46. Andreas Bundgaard Poulsen kigger ned i bordpladen, mens fingrene fifler med det røde skruelåg fra en Coca-Cola-flaske. - Det er en joke, som jeg kører med min værelseskammerat, fortæller Andreas, som nu går i 10. klasse. - Vi gør lidt grin med de elever, som savner deres mor. Andreas gør selv alt, hvad han kan for at være så meget på Hørby Ungdomsskole som overhovedet muligt. En helt utopisk tanke for blot halvandet år siden. - Jeg var en rod i folkeskolen. Jeg hang ud med de seje drenge og lavede sjældent lektier. I det hele taget handlede det bare om at være sej, fortæller Andreas, som gik på Sindal Skole fra 0. til 8. klasse. - Jeg hadede at gå i skole. Han følte, at det altid var de pæne børn, der blev sat i første række i folkeskolen, og lærerne blot forholdt sig opgivende og afvisende til ham. I 6. og 7. klasse var det vigtigt for ham at prøve alle de ting af, som han ikke måtte. Han skulle ryge, han skulle drikke, han skulle prøve det med piger af. Og hvis der var nogen, som provokerede, eller på anden måde kom på tværs, kunne temperamentet hurtigt komme i kog. - Mine forældre vidste ikke, hvad jeg lavede. Vi snakkede sjældent sammen, og jeg var næsten aldrig hjemme, fortæller Andreas, som ifølge ham selv kommer fra et meget pænt og velfungerende hjem. En snebold i ansigtet En episode på Hørby Ungdomsskole står klar i Andreas' hukommelse. - Vi havde sneboldkrig, og en anden dreng sparkede mig i hovedet. Jeg var helt oppe i det røde felt og ville sætte ham på plads med næverne. - Men nogle af pigerne holdt mig igen. De har i det hele taget lært mig at respektere andre, selv om det ikke umiddelbart er nogen, som jeg kan lide. Andreas fortæller, at han har særlig stor respekt for pigerne. De forstår at tale ham til fornuft. - Jeg har lært, at det går ud over de andre, når jeg laver noget lort. Det tænkte jeg ikke over førhen. Hvis jeg for eksempel er på natterend og larmer, er der nogen, der får forstyret deres nattesøvn. - Nu synes jeg, det er pinligt at skeje ud, fortæller Andreas. Den tillidsfulde smugryger Forholdet til autoriteter fik også en tur i vaskemaskinen, da Andreas startede på Hørby Ungdomsskole. Andreas smugrøg det første år, selv om han ikke havde en rygetilladelse fra forældrene. Til en morgensamling sagde forstanderen til elevflokken, han var trætte af, at eleverne røg i det skjulte. Efter lidt betænkningstid gik Andreas den tunge vej til forstanderkontoret. - Efter at jeg havde erkendt, at jeg havde smugrøget, blev der slået en streg over det. Det var en god måde at gøre det på, siger han, og fortæller, at han ikke har noget problem med at gå til lærerne nu, hvis han har lavet ballade. - Det er en gensidig tillid, som jeg ikke har mødt før. No regrets På reolen over sengen står den rødhvide Nudansk Ordbog side om side med Stig Tøftings bog 'No Regrets'. - Jeg fortryder ikke noget af det, jeg har gjort. For hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg eller ikke været i stand til at se, at noget af det måske var forkert.

Forsiden