Hvem skal ha’ de nye børn på krogen?

Det er uafklaret, om det bliver Nordre eller Rosendalskolen

Det er uafklaret, om børnene fra den nye udstykning Hostrupkrogen skal gå på Nordre Skole eller Rosendalskolen. ARKIVFOTO

Det er uafklaret, om børnene fra den nye udstykning Hostrupkrogen skal gå på Nordre Skole eller Rosendalskolen. ARKIVFOTO

HOBRO:Hobro Kommune har solgt grunde i udstykningen Hostrupkrogen uden at være afklaret om, hvorvidt børnene skal gå på Nordre Skole eller Rosendalskolen. 15 af 29 parcelhusgrunde i Hostrupkrogen er solgt. 7 rækkehusgrunde er reserverede, og 8 af 10 grunde til byggeudstillinger er solgt. Da avisen spurgte på børne- og kulturforvaltningen om, hvilket skoledistrikt Hostrupkrogen hører til, svarede medarbejderen, at hun har haft mange forespørgsler, og at hun er kommet i tvivl. Formand for børne- og kulturudvalget Jan Hviid (V) påpeger, at Hostrupkrogen ligger tættest på Nordre Skole, men at udstykningen ”kan falde begge veje”. Det er endnu ikke afgjort politisk. - Både Nordre Skole og Rosendalskolen er i dag tosporede. - Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke ønsker, at nye elever udløser et tredje spor, siger Jan Hviid. På spørgsmålet, om det er normal fremgangsmåde, at Hobro Kommune sælger grunde, inden det er besluttet, hvilket skoledistrikt de hører til, svarer Jan Hviid: - Jeg tror, at folk køber grunde efter beliggenheden, ikke efter skoledistriktet. I hvert fald når vi taler om den del byen. I den sydlige del, derimod, oplever vi, at mange børn gerne vil ind i Bymarkskolens distrikt. - Men når du nu har spurgt om det, vil jeg tage det op på det kommende møde i børne- og kulturudvalget, lover Jan Hviid. Kommunaldirektør Jørgen Basballe siger, at udgangspunktet for grundsalget har været, at Hostrupkrogen ligger tæt ved Nordre Skole. Men at når Jan Hviid siger som han gør til avisen, vil han have undersøgt sagen nærmere. Lisbeth Sørensen fra borgmesterkontoret står for grundsalget i Hostrupkrogen. Hun fortæller, at mange købere har spurgt, om stien under banen til Rosendalskolen bliver etableret. Svaret er, at det gør den ikke i det aktuelle byggemodningsarbejde, men måske på længere sigt. Derimod er der en sti fra Hostrupkrogen til Hovangsvej og videre til Nordre Skole. Så for de nye parcellister vil det måske virke mest naturligt, hvis Nordre fik børnene fra Hostrupkrogen på krogen.