Hvem skal ha' og hvem skal gi'

Hjørring Kommune blæser til kamp om molen og sandet i Løkken

Lone Beck
Molen er ikke med på billedet, men man kan tydeligt se, hvor hårdt havet gnaver af kysten nord for molen. Arkivfoto: Michael Koch
Lokalpolitik 18. september 2011 14:23

I den kommende tid skal Løkken læmoles fremtid afgøres. Skal molen bevare sin nuværende udformning, eller skal man benytte den forestående hovedreparation til at bringe molen tilbage til sit oprindelige udseende, hvor den inderste del stod på pæle, så vandet strømmede frit under molen? Hjørring Kommune vil høre borgere, foreninger og fiskere, hvad de synes, inden der træffes en beslutning. - Borgerinddragelsen er lige på trapperne, men det er endnu ikke besluttet om der skal holdes borgermøder, eller om vi i stedet skal invitere repræsentanter for forskellige interesser til et samarbejde, fortæller teamleder Thomas Lomholt fra teknisk forvaltning. Løser og skaber problemer Molen blev lukket i en fast konstruktion i 1949. Da der blev lukket for vandets gennemstrømning under molen, skabte man læ til fiskerne - og til læsideerosion i Furreby lige nord for Løkken. Her er de yderste sommerhuse nu meget tæt på klitkanten, og Furreby Ny Grundejerforening vil kæmpe for at få molen genåbnet, så stranden bliver bredere og sommerhusene reddes. - Alle de lande vi normalt sammenligner os med, har love, der kræver kompensation til dem det går ud over, hvis man bygger en mole eller andet på kysten, siger Bo Bertelsen fra Furreby Ny Grundejerforening. - Danmark har ikke sådan en lov, og derfor kan vi ikke sige, at det er ulovligt. Men det er i hvert fald uetisk, mener han. Hvis ikke Hjørring Kommune vil være med til at sætte molen på pæle, burde kommunen påtage sig at sandfodre i Furreby for at beskytte sommerhusene, mener grundejerne. - Men det vil være en belastning for både skatteborgerne og miljøet. Det vil være langt billigere at åbne molen, siger Bo Bertelsen. 80 meter bredere strand Furreby Ny Grundejerforening har fået fat i en rapport udarbejdet for Nordjyllands Amt i 2004. Rapporten dokumenterer påstanden om at "den nuværende kystlinje lokalt er stærkt påvirket af kystkonstruktionerne". Modelberegninger viser, at uden læside-erosion ville stranden i Furreby i løbet af en kort årrække blive 80 meter bredere. Til gengæld ville stranden syd for molen blive 100 meter smallere. Derefter ville den naturlige kystnedbrydning i Furreby på en til halvanden meter om året fortsætte. - Det er en klassisk konflikt om hvem der skal have og hvem der skal give. Det er ren politik, konstaterer Thomas Lomholt, der som embedsmand ikke vil blande sig i politiske beslutninger. Træls for grundejerne Det vil derimod borgmester Arne Boelt (S), der ikke giver Furreby Ny Grundejerforenings forslag om at sætte molen på pæle store chancer. - Min klare fornemmelse af stemningen i byrådet er, at molen skal forblive lukket. Vi lytter selvfølgelig til alle, der har en mening, men grundejerne i Furreby skal godt nok være fremme i skoene, hvis de skal lave det om, mener Arne Boelt. Rapporten om molens indvirkning får det ikke borgmesteren til at skifte mening. - Det er træls for grundejerne i Furreby, men fiskekutterne i Løkken er utroligt vigtige. Hvis fiskerne siger det bliver svært - næsten umuligt - at sejle, fordi der dannes revler, tror jeg molen bliver som den er, siger Arne Boelt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...