Hvem skal nu betale?

Vesthimmerlands kommune har fyret en skoleleder. Fyringen er af KL blevet kendt ubegrundet, idet sagen overordnet drejer sig om et kommunalbestyrelsesmedlem ¿ en forsmået ægtemand, der søger hævn for hustruens sidespring.

Nu hænger kommunen på en regning ¿ to-tre mio. kr. som erstatning for uberettiget fyring. I første omgang er det kommunens og dermed borgernes udgift. Er det rimeligt? Der er tre instanser/persongrupper, som bærer ansvaret for fyringen og den deraf følgende erstatning. Én af disse bør tage ansvar og refundere udgiften: 1. De borgerlige medlemmer af kommunalbestyrelsen. De, der har vedtaget fyringen, må være dem, man først sender regningen til. Det er den del af byrådet, der har stemt for fyringen, nemlig den borgerlige del af kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen. De bør alle til lommerne som straf for dårligt arbejde og mangelfuld omhu i deres betalte arbejde, som tillidsmænd for borgerne i kommunen. 2. Topembedsmændene. De næste, der må præsenteres for regningen på de to-tre mio. er kommunaldirektøren og forvaltningschefen, som har rådet kommunalbestyrelsen. Embedsmændene er blevet kontaktet af den forsmåede ægtemand, som jo også er kommunalpolitiker og har ud fra hans farvede oplysninger ladet sig påvirke til fyring af skolelederen for sexchikane. Advarselslamperne burde straks have lyst! For det første er kommandovejen ikke politikerembedsmand, men derimod politiker-borgmester-kommunaldirektør. For det andet er omtalte kommunalbestyrelsesmedlem part i sagen, idet den jo handler om en hævnakt i forbindelse med et seksuelt forhold mellem hans kone og hendes overordnede. Embedsmændene har således i den grad gjort sig skyldig i pligtforsømmelse. 3. Den konservative hanrej og elskerinden. Tredje ansvarlige er den konservative byrådspolitiker ¿ ægtefælle til skolelederens elskerindes ¿ og politikerens kone. Konens sidespring bekommer sjældent en ægtemand særligt godt. Den gode konservative mand vil forsøge at forsvare sin ære ¿ konens dyd står ikke til at redde. Manden tvinger konen til at svine rivalen til, ved at hun henvender sig til embedsværket og klager over sexchikane fra skolelederen ¿ elskeren. Det er for konen prisen for at få tilgivelse fra hanrejen. Hverken hanrej eller elskerinde har således kunnet leve op til de gode konservative dyder om ærbarhed, ærlighed og redelighed. Det kan ikke være borgerne i vores fattige kommune, der skal betale for alle disse fejltrin. Der er kun tre skyldige parter, som må være ansvarlige for betaling af regningen på de to-tre mio. kr. Om det er den ene, den anden eller tredje, ved jeg ikke. En ting er sikkert, jeg ønsker ikke at være sponsor for uduelige politikere og embedsmænd eller en forsmået ægtemand og en angrende elskerinde. Jeg undres i øvrigt, når jeg følger den politiske debat. Skal der betales til de gamle, børnene, vejene eller andre udgiftskrævende områder, er der en stor vilje til at være påholdende. Men, når en leder skal fyres, er to-tre mio. kr. ikke noget, der bruges mange overvejelser på. Denne sag er tragikomisk. Tragisk, fordi der i den grad ødsles med borgernes penge, og komisk, fordi hanrejen og elskerinden i den grad gør sig selv til grin i al offentlighed.