EMNER

Hvem skal nu betale?

Siden borgmestersvinget faldt til jorden, har der fra fleres side ivrigt været argumenteret for, at en vestlig forbindelse over Egholm var det eneste, der kunne redde Nordjylland fra fremtidige katastrofer. Enkelte kaldte det endda for livsvigtigt.

Borgmester Flemming Jansen udtalte dog i DR Nordjylland, at han ikke anså den nedfaldne bro som et argument, men henholdt sig til de enorme fordele, en vestlig forbindelse ville have for Aalborg Lufthavn, og til de mange tusinde turister, som nu ville finde vej til Jammerbugt Kommunes enestående natur. Egholms natur havde åbenbart ingen værdi i Jansens øjne. Heldigvis er der da mange tusinde andre, som har øje for øens flotte natur, og værdsætter det helt enestående at have en ø, fyldt med rekreativ natur liggende kun fire minutters sejlads fra Aalborg.. Jeg er ikke i tvivl om, at Jammerbugt også kan byde på mange tilbud til turisterne, men at en linjeføring vest om Aalborg, skulle være det eneste, der kan lokke turister til, forekommer mig mærkværdigt. Jeg er overbevist om, at en målrettet markedsføring af områdets kvaliteter, er det der skal til for at skabe udvikling i området. At Aalborg Lufthavn skulle have så store fordele af en vestlig forbindelse, forekommer mig mildt sagt en smule overdrevet. I dag kan man køre helt fra Padborg til Aalborg Lufthavn uden at skulle holde for ét eneste trafiklys, så adgangsforholdene er absolut i topklasse allerede nu! Ud over de omfattende ødelæggelser af natur og miljø er der et andet aspekt: ”Hvem skal nu betale”? Jeg har engang hørt, at Anders Fogh i fordoms tider skulle have sagt, at når nordjyderne engang bliver enige om en linjeføring, så ville staten givetvis også deltage. Nu er det jo så bare sådan, at nordjyderne slet ikke er enige! Selv få dage efter broulykken kunne DR Nordjylland i deres lytterundersøgelse ikke præstere mere end 51 pct. for en vestlig forbindelse! Et medlem af Egholms Venner har to gange forespurgt Trafikministeriet, om man her var indstillet på at betale for en vestlig forbindelse, og begge gange har svaret været, at statens forpligtelser gik ud på at sikre fremkommeligheden via E45, og hvis Nordjyderne ønsker andet, måtte man selv betale for de ekstra ønsker! Med andre ord får vi en regning på mindst to milliarder! Staten skal selvfølgelig betale det, som staten er forpligtet til, og det er altså et ekstra tunnelrør, når - eller hvis - det bliver nødvendigt! Jeg synes ikke, det er særligt nordjysk at give flere penge ud end højst nødvendigt, og det gælder vel altid om at få mest for pengene. Ikke sandt? Der vil ifølge amtets udregninger dagligt køre ca. 83.000 biler igennem tunnelen i 2015, mens en Egholmlinje vil blive benyttet af ca. 27.000 biler. Et ekstra rør koster 1,4 mia., mens en motorvej over Egholm koster 3,5 mia.. Jeg kan ikke se fornuften i at investere langt mere end dobbelt så meget i en forbindelse, som kun flytter ca. en tredjedel af den samlede fjordkrydsende trafik!? Jeg finder det både ansvarsløst og illoyalt over for den samlede danske befolkning, når nordjyske folketingspolitikere forsøger at vride milliarder ud af staten til en 3. Limfjordsforbindelse, over Egholm, når enhver kan se, at der er langt større problemer andre steder i landet. Da man i sin tid lavede forliget om Storebæltsbroen, gik aftalen ud på, at man til gengæld skulle have en motorvej i Vendsyssel. Da men ikke kunne blive enige om, hvor den skulle være, endte det med, at man fik hele to. Jeg tvivler på, at den går én gang til, så mon ikke det vil være klogt at neddrosle kravene til Christiansborg. Det kunne nemt gå hen at ende som i eventyret om ”Konen i muddergrøften”.