Hvem styrer den danske flygtningepolitik?

Udlændingepolitik 3. januar 2007 05:00

VK/DF: Hatten af for Karlo Jensen, Aabybro. Endelig er der en Venstre-politiker, der tør sige fra over for den førte flygtninge-politik. En, der tør sige fra, når fjernsynet ruller optagelse frem om en ung mor, der tvangsudsendes fra mand og børn, en umenneskelig handling, der billiges af en iskold minister. Hvad er det for et samfund, vi er i gang med at bygge op her i landet? På femte år sidder fangerne buret inde på Guantánamo-basen. De sidder der uden dom, det er psykisk tortur, som vi og også vores statsminister, Anders Fogh Rasmussen, tager afstand fra. Ja, vores statsminister har endda drøftet den uholdbare situation med den amerikanske præsident George W. Bush. I Danmark har vi bl.a. buret 583 irakiske flygtninge inde i flygtningelejre, i gennemsnit sidder de der ligeledes på femte år. De sidder i et ingenmandsland, de må ikke uddanne sig, de må ikke arbejde, de bliver psykisk nedbrudte. Vores statsminister siger, de kan blot rejse hjem, og i øvrigt vil han ikke diskutere flygtninge-politik. Hvorfor siger han det, når Forsvarets Efterretningstjeneste siger, at det må være tydelig for enhver, at de irakiske flygtninge i Danmark ikke vil kunne sendes til Irak foreløbig. De er mere end berettigede til opholdstilladelse i Danmark. Vi må bede statsministeren om at træde i karakter og få det problem løst, for det kan da ikke passe, at han kan se problemet på Guantánamo-basen og så ikke få øje på problemet her i vort land. Eller skal vi spørge om det er statsministeren eller Pia Kjærsgaard, der styrer vores flygtninge-politik?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...