Lokalpolitik

Hvem taler om useriøs behandling?

KOMMUNESTRUKTUR:"Nu skærpes tonen i debatten," skriver byrådsmedlem Knud Nørgaard i Nordjyske og henviser til, at kommunalbestyrelsens sagsbehandling af den kommende kommunestruktur har været kaldt useriøs. Mærkeligt nok skriver Knud Nørgaard ikke noget om, at det var borgmesteren, som først var ude med udtalelser om, at underskriftsindsamlingen havde manglende lødighed og var useriøs. Det skete både i Nordjyllands Radio og i Nordjyske. Som svar på dette har jeg udtalt, at hvis man skal til at give hinanden karakterer, så kunne andre lige så godt begynde at karakterisere kommunalbestyrelsens behandling som useriøs. Det var måske mere relevant, for det kan ikke være seriøst, at et snævert flertal i en kommunalbestyrelse blokerer for, at vælgerne kan fælde deres dom. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor Knud Nørgaard skal fordreje rækkefølgen på denne måde. Har man en dårlig samvittighed ved at overhøre så mange vælgere? Jeg véd i hvert fald, at borgmesterens udtalelser er blevet meget ilde opfattet mange steder. Knud Nørgaard henviser til, at "et stort flertal i kommunalbestyrelsen er enige om, at en sammenlægning med Skørping og Støvring vil være den bedste løsning for en samlet Nørager Kommune." Knud Nørgaard undgår elegant (?) at fortælle, at det trods alt kun var 8 mod 5 af kommunalbestyrelsens medlemmer, der afviste en folkeafstemning. Når et flertal af kommunalbestyrelsen nu (efter egen opfattelse) har fundet de vise sten, så er mit spørgsmål blot: Hvorfor vil man ikke prøve at forklare borgerne, hvorfor det er den bedste løsning? Er man bange for, at borgerne er for dumme til at forstå det i modsætning til de 8 medlemmer af byrådet? Eller er man i virkeligheden bange for, at man ikke har en god sag? Knud Nørgaard skriver, at et af argumenterne fra initiativtagerne til underskriftsindsamlingen har været, at et erhvervssamarbejde med Aars og Farsø vil give vækst. Nu er det altså bare sådan, at initiativgruppen ikke har været ude og agitere for den ene løsning frem for den anden, men blot for, at kommunalbestyrelsen skulle lade borgerne komme til orde. Knud Nørgaard skriver videre, at "fakta er, som vist mange nu ved, at dette højtbesungne samarbejde, der har eksisteret i mange år, ikke har skaffet en eneste virksomhed til området." Hertil kan jeg blot sige, at borgmesteren (og for så vidt også kommunalbestyrelsen) tidligere har rost dette samarbejde meget. Så med dette udsagn retter Knud Nørgaard skytset mod sin egen kommunalbestyrelse (og dermed sig selv), for så burde man da for længst have opgivet det. Nu kan de fleste imidlertid nok gennemskue, at et samarbejde mellem tre konkurrerende kommuner (Farsø, Aars og Nørager) ikke vil give Nørager kommune de samme vilkår som én fælles vesthimmerlandsk kommune, der vil have fælles interesse i en udvikling ved motorvejen. Men hvis Knud Nørgaard selv tror på det, eller på at en midthimmerlandsk kommune skulle prioritere Haverslev som erhvervs-område, når man har så veludbyggede muligheder ved Støvring, så er det naturligvis hans suveræne ret at argumentere for det. Den debat kunne vi få, hvis der blev lagt op til en folkeafstemning.Forkortet af redaktionen