Hvem truer?

P. M. Lauritzen og menneskerettighederne truer Europa....eller?

Et læserbrev fra K. Mortensen (4.2.) har overskriften "Usagligt vås". Jeg læste - og tænkte: Hold da op, som den overskrift rammer plet! Men så blev jeg usikker, for hvad nu, hvis hr. Mortensen har ret? Ret i, at skribenten P. M. Lauritzen "med det simple, beskidte sprog" (Mortensen) og den "idiotiske fremstilling og (det) ustyrlige had" (Mortensen) samt den "åndelige, forstenede fejhed" (Mortensen) har "manglende kendskab til problemerne" (Mortensen)? Arh, tænkte jeg, hvis det trods de stærke ord virkelig skulle forholde sig sådan, så er det jo værst for P. M. Lauritzen selv.... men i samme sekund slog det mig, at så enkelt er det ikke. For noget tyder på, at den slags har det med at smitte og brede sig til andre....skribenter. Jo, men selv smittebårne epidemier får ende. Sandt nok, men desværre indeholdt læserbrevet et andet skræmmende og uigennemskueligt perspektiv. Det drejer sig om "menneskerettighedernes muslimske masseindvandring i Europa" (Mortensen). Jeg indrømmer, at jeg ikke kan gennemskue, om der er tale om noget positivt eller noget negativt, men jeg føler mig ikke i tvivl om, at det lyder truende. Så hvad er det for noget med de menneskerettigheder? Og med P. M. Lauritzen, som ifølge hr. Mortensen på trods af, at han er en "hykler", der bruger "ukvemsord" og har et "ukendskab til realiteternes verden", honoreres med en månedsløn? Og hvordan hænger det hele sammen? Er der tale om et komplot mellem Lauritzen og menneskerettighederne, som sammen vil foretage en muslimsk masseindvandring i Europa? Hvis det ikke havde lydt så skræmmende, kunne man næsten blive lidt nysgerrig: P. M. Lauritzen, hvordan ser de menneskerettigheder ud, som du og de muslimske masser angiveligt pønser på at indføre blandt os "rettænkende" (Mortensen)?