Socialpolitik

Hvem viser en anden vej?

Jeg har (29.9.). med interesse læst indlæg af Thomas Krarup (K) og af N. J Schack Krogh om velfærdssamfundet og vilkårene for denne, hos disse skribenter i et henholdsvis økonomisk ¿ og miljømæssigt perspektiv.

Deres teser er: At der er fri og lige adgang til velfærden, men at den grundregel om, at vi alle betaler til fællesskabet ikke længere gælder.(Krog) . At vi bør være skeptiske overfor meldingerne om, at velfærdsdanmark er på retur (Krarup). Jeg vil her give læserne mine opfattelser af praksis og sætte disse i et sociologisk-teoretisk perspektiv. Mine oplevelser af, den udvikling, velfærdssamfundet undergår her efter år 2000, er at velfærdssamfundet iagttages fra en naturvidenskabelig synsvinkel, dels af V-K-DF- R og S. At velfærd hovedsageligt handler om vækst i BNP, herunder at alle skal i arbejde. Vi skal alle være effektive. Midlerne, til at sikre det, er: kontrol og overvågninh af vi, der ikke er effektive nok, (arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, vi kontrolleres af statens og A- kassernes kontrollører. De, der er i arbejde, kontrolleres af andre af statens kontrollører. De rigeste går fri som altid, for kapital har ingen grænser. Regeringen, med deres flertal, har lovgivet sådan, at der udøves en kontrol for de økonomisk svage uden lige og mage. (se nyeste dagpengelovgivning og nyeste lov om Aktiv Socialpolitik .) Det her er naturligvis generelle betragtninger. Sociologerne: Habermas, Giddens og Bourdieu har alle sat begreber på velfærd. Bourdieu ikke direkte. Men hans ærinde er at sætte begreb på uligheden. Deres teorier har alle relationerne mellem samfundets strukturer, gruppen og individet i fokus i større eller mindre grad. Deres begreber ville være gunstige for politikere for at komme frem til mere kvalitative betragtninger på Velfærd. At koble teori og praksis i politik er vigtigt for at komme frem til en erkendelse af, hvad der egentlig foregår i praksis. Det er naturligvis også vigtigt, at vore politikere har forståelse for medborgernes liv i praksis. Habermas ¿utopi¿/teori er at skabe konsensus om end via konflikt, og essensen er, at det skal ske via den herredømmefri kommunikation/ dialog. I Grundtvigs fædreland burde det ikke være en utopi. Habermas er tysker, og han har taget afsæt i nazismens autoritære ideologi. Han ærinde var, som mange andre på Frankfurterskolen, at afnazificere Tyskland. Først og fremmest har han fokus på fællesskabet. Hans teori om, at vi skal finde de politiske handlinger gennem magtfri dialog, er for mig en rigtig vej, uanset om det virker utopisk. Ligeværd er et godt begreb. Dannelses perspektivet i folkeskoleloven har trods alt endnu den værdi som en basis. Han er ægte bekymret for demokratiet, og her deler jeg hans bekymringer. Vi mennesker bliver fremmedgjorte, og mister identitet, hvis vi styres af samfundssystemet. Det har han jo så evig ret i. Jeg ser systemet som mere og mere styret af en instrumentel tankegang, i hvilket fællesskabet og individet ikke bliver tilgodeset på demokratisk vis. Det gennemsyrer socialpolitikken, sundhedspolitikken og statens institutioner. Folkeskolen er ikke gennemsyret af den rationelle tankegang i praksis, udelukkende fordi lærerstaben, generelt betragtet, ikke vil det. De holder af børnene og inddrager den sociale dimension i arbejdet, hvilket også ses i sundhedssystemet. Giddens er mere optimistisk. Han er englænder, og har rådgivet labour. Han ser en tredje vej. Mener at historien om samfundsudviklingen samt begreberne tryghed og tillid til ekspertsystemerne er essentielle, hvis samfundet skal fungere og individet opretholde sin identitet. Giddens er en senmoderne teoretiker, og har derfor individets identitet i fokus. For mig er det store spørgsmål: Er det så meget, der rykker ved trygheden (eks. Globaliseringens konsekvenser), at det er svært at være tryg? Et andet er: Kan vi opretholde tilliden til ekspertsystemerne, når alle disse kontrolforanstaltninger sættes ind. Altså hvad sker der med os psykisk, når vi er overvågede? Jeg kan tale for mig selv: ¿Jeg får besvær med tillidsrelationerne i systemet og bliver utryg og angst¿! Og den aktør, som Giddens vil gøre mig til er i fare for at blive passiv tilskuer til livet. Bourdieu, en fransk sociolog. Han interesserer sig for uligheden i samfundet. Ser på hvordan feltet/ samfundet påvirker os. På de handlinger, vi kan foretage os, for at bryde de mønstre- de strukturer, der opretholder den sociale arv. Dybt interessant i en debat om velfærdssamfundet. Jeg kan iagttage, socialforskningsinstituttet kan analysere sig frem til, at den sociale arv ikke afgørende er brudt, trods mange års forsøg herpå. Socialdemokratiets lighedspolitik, afspejlet i folkeskoleloven a`1975, den har ikke slået igennem. Mit store spørgsmål hertil er: ¿Hvorfor har lighedspolitikken ikke battet noget, hvorfor har socialdemokratiets mål slået fejl?¿ Min tese 1: Vækstideologien har styret de politiske handlinger, således at der ikke i handling er blevet skabt lighed i samfundet. Min tese 2: Økonomien og den instrumentelle tankegang styrer de politiske beslutninger, således at strukturerne bestemmer, med det resultat, at de stærke tilgodeses, og de ¿svage¿ ikke får den retssikkerhed, som foreskrives i grundloven. Jeg kunne finde mange teser. Det vigtigste for mig her er, at begrebsliggøre og problematisere den velfærdspolitik, der generelt er blevet ført, og som har udviklet sig i en instrumentel/ rationel retning under den nuværende regering, og med stemmer fra S og R. Hvem viser en anden vej?