Hvem viser vejen?

Debatten om Kinas forpligtigelser i forhold til udvikling af gunstigere forhold for landets borgere har været højt placeret på den internationale dagsorden, siden Kina i 2001 blev udpeget som værtsby for De Olympiske Lege 2008.

Mange har siden da udtrykt en forståelig skepsis til kæmperiget, fordi menneskerettigheder og demokratiske udviklingsprocesser vurderes at være i den kinesiske centralmagts jerngreb. Under mit netop afsluttede ophold i Kina i forbindelse med De Olympiske Lege, har jeg gjort mig en række iagttagelser og refleksioner om Kinas aktuelle forhold og udviklingstendenser, som jeg her gerne vil dele med læserne. Vi Socialdemokrater har i den hjemlige og til tider indenrigspolitisk prægede debat hævdet, at Kina som land og verdensmagt er på vej i en rigtig retning. De sidste tre årtiers økonomiske, sociale og demokratiske udvikling har flyttet landet som helhed, men også hverdagen for mange kinesere i en for os at se rigtig retning. Vi har vedvarende udtrykt fornuften og nytten af, at vi fra dansk side i alle sammenhænge optager en kritisk dialog med de kinesiske magthavere, for at præcisere nødvendigheden af fortsatte markante forbedringer af ytringsfrihed, overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner med særligt fokus på minoriteters kulturelle og identitetsmæssige rettigheder. Processen bag demokratiudvikling er kompleks og historisk set ofte meget langstrakt. Ser vi Kina i et bagudrettet perspektiv, står udviklingens retning lysende klar og tempoet for yderligere demokratiudvikling er højt, om end ikke på højde med landets økonomiske udviklingstempo. Ingen tvivl om, at Kina har sat sig et mål. At midlerne mod dette mål måske ikke er prioriteret i den rækkefølge, som vi danskere ville have prioriteret, er ikke ensbetydende med en overordnet forkert retning. At vi som et lille land, med meget lang demokratisk tradition, indtager en kritiske holdning til Kina, er helt naturligt og forventeligt. Men som vidne til det Kina, der netop nu i 2008 profileres til den ganske verden, må der retfærdigvis også stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt den europæiske kultur- og demokratiopfattelse giver et passende match til Kinas aktuelle udviklingsmål? Det virker som om Kinas primære mål er at sikre en etapevis udvikling økonomisk såvel som rettighedsmæssigt med udgangspunkt i et fortsat samlet rige. Frygten for og risikoen ved et brudt storrige har historisk vist sig større, hvis krav om demokrati og løsrivelse løber forud for økonomisk vækst. Såvel Kinas som Europas historie bevidner dette. Grækenlands udenrigsminister Dora Bakoyianni udtalte under OL’s første uge til den statslige kinesiske tv-station, at Kina er i en situation, som er så forskellig fra det, som er og har været Europas udvikling, at en overførelse af europæisk demokratiforståelse og -proces til Kina ej er mulig eller rimelig. Kina fremstår som et stræbsomt land, hvis mål givet er at bevise sit værd på mange fronter, også på det demokratiske og rettighedsmæssige område. Derfor kan det nytte, at vi også fra dansk side med klar og entydig tale udtrykker tro på, at øget demokrati for alle 1,3 mia. kinesere samtidig er vejen frem mod et mere sikkert og stærkt Kina. Talen skal altså være klar, og ikke som det skete i foråret, hvor den borgerlige regering slingrede fra side til side i et forsøg på populistisk indenrigspolitisk gevinst. At USA’ præsident Bush dagen før åbningen af OL ved en ceremoni i Bangkok med tydelighed præciserede Kinas manglende overholdelse af de internationale menneskerettigheder og omverdenens fokus herpå, var en røst som blev hørt og taget alvorligt. Lad mig udtrykke respekt for, at Bush udnyttede et passende, men også kontroversielt tidspunkt til at fremsætte den vestlige verdens holdning til demokrati og menneskerettighedsforhold. Den kinesiske kritik heraf udeblev dog heller ikke, men dagen efter blev der til trods trykket hænder de to præsidenter imellem. Her blev kritisk dialog praktiseret – netop det, som vi Socialdemokrater tror på nytten af. Givetvis langt mere effektfuldt end når Merckel og andre regeringsledere og politikere i øvrigt har valgt boykot af OL-ceremonierne. Kendetegnende for de tilbagemeldinger, som kinesere har givet mig på spørgsmål om Kinas udvikling, er præget af stolthed og tro på en endnu bedre hverdag for kineserne i fremtiden. Hverdagen er blevet meget bedre for rigtig manges vedkommende, og det har givet muligheder, som de for få år siden ikke havde troet mulige. Flere og flere vælger også et liv udenfor Kinas grænser i perioder. Det være sig sømanden, som via langtidshyre på verdenshavene tjener penge med nye muligheder til følge. Eller ingeniøren, der med samarbejdspartnere i Skandinavien, oplever at den faglige vidensudveksling beriger alle parter. Begge fremhæver de indsigten i den store verdens kulturforskellighed som en væsentlig og berigende sidegevinst. Her ser de, hvordan andre dele af verden og lande styres efter det, som de finder, er den rigtige demokratiske facon. Hjemvendt til Kina kan de i mere og mere udbredt og fri grad følge og forstå verdens udvikling via tv, internet og blogs. Oplevelsen af en bedre hverdag og et bedre liv med nye muligheder, styrker sømandens og ingeniørens tro på og håb om, at Kina vil nå nye mål, og at det indenfor overskuelig tid vil lykkes at gøre det gode liv muligt for endnu flere kinesere. For som de begge udtrykte, så er der fortsat lang vej at gå før alle kinesere har fået del i den hastige udvikling. Lad mig her dele deres udtrykte ønske, for Socialdemokratisk holdning er og bliver, at de få ikke må nyde særlig godt af livet på bekostning af de mange! Og dette uanset hvor i verden man befinder sig. Har nogen da belæg for at hævde at den kinesiske statsmagt ikke deler disse to kineseres såvel som mit ønske!? Forstår vi reelt det officielle Kinas hensigt eller ønsker vi blot på vanlig vis at vide bedre? Verdensbalancen skal helst bevæge sig i den rigtige retning, hvis en sådan findes! Som socialdemokrat er det min holdning, at verdenssamfundet har pligt til konstant at værne om og kæmpe for rettigheder til ufrie, truede og forfulgte mennesker. Vi gør det bedst gennem kritisk dialog landene imellem. Den dag Kina til fulde efterlever de internationale forpligtigelser vil yderligere 20 pct. af jordens befolkning være sikret deres menneskerettigheder. Jeg tror, at OL i Beijing august 2008 hjælper Kina og kineserne på rette vej.