Velgørenhed

Hvepserede-børn i Sæby arbejder for ofrene

150 børn i skolefritidsordning forærer deres lommepenge eller arbejder for Asien-ofrene

SÆBY:Stemningen var trykket, da de 150 børn i skolefritidsordningen Hvepsereden på Sæby Skole mødte igen i mandags efter en lang juleferie. Børnene - børnehaveklassebørn til og med 3. klasse - var trykket af flodbølge-katastrofen i Asien. De barske billeder på tv-skærmen havde sat sig på nethinden. Beslutningen Da børnene i fritidsordningen var tilbage efter juleferien, kaldte personalet dem sammen. Børnene fik lov at fortælle om, hvordan de har opfattet katastrofen. Desuden snakkede man om, hvordan man kunne hjælpe. Det mundede ud i enighed om, at de børn, der får lommepenge, donerer en uges lommepenge til hjælpearbejdet - og at de øvrige t hjemme tilbød at udføre forskelligt arbejde for også at kunne bidrage til indsamlingen i Hvepsereden. - Der er naturligis også et pædagogisk formål med det, fastslår en af pædagogerne i Hvepsereden, Henrijette Fischer, mens to piger fortæller om den hjælp, de er med til at yde - og om deres indtryk af katastrofen. - Det er synd Seks-årige Rebecca Holm fra børnehaveklassen synes, at det er forfærdeligt det, der er sket.Hun har især hæftet sig ved, at et skib af bølgerne blev trukket helt op i en gå-gade. - Det er vel nok synd, at så mange er døde, siger hun. Syv af dem er jo danskere. Syv-årige Signe Hammelleff Pedersen fra 1. klasse glemmer aldrig, at hun i fjersynet så en mor være nødt til at slippe sit ene barn, da de blev overrasket af vandmasserne. - Det var sørgeligt at se. Det har de lavet Signe har allerede afleveret penge til indsamlingsbøssen iHvepsereden. Hun har tjent i alt 90 kr., ved arbejde hjemme. Hun fik alene 40 kr. for at rydde op på sit værelse. Hun har også været med til at dække bord og tage af bordet. Hun fik desuden penge for at passe sin lillesøster, da hende mor skulle ud en tur. Rebecca har også ryddet op på sit værelse og desuden hjulpet til med forskellige ting hjemme. Bl.a. har hun taget pynten af juletræet. Uhyggeligt Signe: - Det har været skrækkeligt at se billederne i fjernsynet. Det er svært at være rigtig glad, når man ser sådan noget. For de har det jo ikke nær så godt som os. Rebecca: - Det er vel nok uhyggeligt. Vi er nødt til at hjælpe. Jeg er sikker på, at de vil hjælpe os, hvis vi hjælper dem - hvis vi skulle komme ud for sådan noget. Men det håber jeg godt nok ikke. Engagerede - Børnene går meget engagerede op i projektet, fortæller pædagogerne iHvepsereden. Det er tydeligt, at de er glade for selv at kunne hjælpe. Allerede om tirsdagen afleverede de første deres uge-lommepenge. Og endnu flere dagen efter. Nu er vi spændt på, hvad det samlede resultat bliver. - Vi var meget spændte på, hvordan børnene ville modtage forslaget om at hjælpe, men det har bestemt været en succes, tilføjer Henrijette Fischer. Det har virkelig været dejligt at se, at børnene virkelig går meget op i at gøre noget for andre - og er stolte af, at de også kan være med til at hjælpe.. -Det eneste sted, hvor de sagde stop, var, da vi foreslog, at de måske også skulle lade de penge, deres fredags- eller lørdagsslik koster, gå til ofrene. Så ville de nu hellere arbejde og på den måde tjene til indsamlingen! Indsamlingen i Hvepsereden slutter i morgen, fredag. Så får Hvepsereden besøg af sognepræst Keld Skovgård, der vil modtage det indsamlede beløb og levere det videre til Folkekirkens Nødhjælps indsamling.

Forsiden