Udland

Hver 3. plads i Egyptens parlament ugyldig

Dele af den valglov, der gav islamisterne flertal i Egyptens parlament, er forfatningsstridig, siger domstol.

Hver 3. plads i Egyptens parlament ugyldig

Egyptens forfatningsdomstol afgjorde torsdag, at dele af den valglov, der sikrede den islamistiske fløj et solidt flertal i parlamentet, er i strid med forfatningen, skriver det statslige egyptiske nyhedsbureau, Mena.

Forud for domstolens afgørelse har flere eksperter sagt, at kendelsen kan føre til, at parlamentet bliver opløst, eller at der bliver udskrevet valg om den tredjedel af pladserne, der ifølge domstolen er blevet besat på ugyldig vis.

Det er dog endnu ikke afgjort.

Ifølge den egyptiske valglov skal en tredjedel af pladserne besættes af uafhængige kandidater, men flere af de etablerede partiers kandidater stillede op og blev valgt ind på denne måde.

Det var især Det Muslimske Broderskab og de mere konservative islamister, de såkaldte salafister, som drog fordel af systemet.

Domstolens afgørelse sætter spørgsmålstegn ved parlamentets legitimitet.

Parlamentsformand Saad al-Katatny, der tilhører Det Muslimske Broderskabs parti, sagde tidligere på dagen, at parlamentet nu må overveje, hvordan domstolens afgørelse skal implementeres.

Egypten har endnu ikke fået en ny forfatning, hvilket betyder, at der ikke er nogen myndighed, som kan opløse parlamentet, påpeger Katatny.

Han tilføjer, at der muligvis skal holdes suppleringsvalg til den pågældende tredjedel af pladserne.

Domstolen erklærede ligeledes torsdag, at der ikke er noget til hinder for, at præsidentkandidaten Ahmed Shafiq, der var premierminister i de sidste uger af Mubaraks styre, stiller op ved anden og afgørende runde af det præsidentvalg, der holdes over to dage lørdag og søndag.

Men parlamentet har vedtaget en lov om, at højtstående ministre fra den afsatte præsident Hosni Mubaraks styre ikke må stille op til præsidentvalget.

Men den lov er dog underkendt med torsdagens afgørelse fra forfatningsdomstolen.

/ritzau/Reuters