Hver 9. har flyttet produktion til udlandet

} KØBENHAVN: Hver niende danske virksomhed har inden for de seneste tre år flyttet produktion fra Danmark til lande med et lavere lønniveau. Og det er kun begyndelsen. Virksomhederne regner med at flytte endnu mere produktion ud i de kommende tre år. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks statistik. Det er især inden for industrien, at begrebet outsourcing er udbredt. 25 procent af de danske industrivirksomheder har outsourcet til et lavtlønsland de seneste tre år. Også serviceerhvervene er godt med. Her har otte procent outsourcet. Og danskerne kan godt indstille sig på, at endnu flere arbejdspladser flytter ud i de kommende år. I dag har kun 1,8 procent af virksomhederne flyttet mindst 40 procent af deres produktion til lavtlønslande. Om tre år forventer 7,5 procent af virksomhederne at have nået dette niveau. /ritzau/