Danmark

Hver anden dansker er utryg ved blaffere

Hvis du havde tænkt dig at blaffe rundt i det danske sommerland i din ferie, kan du godt risikere at vente længe på at blive samlet op

Halvdelen af danskerne vender tommelen ned, hvis du vender tommelen op. Foto: Colourbox

Halvdelen af danskerne vender tommelen ned, hvis du vender tommelen op. Foto: Colourbox

DANMARK:Kun 20 procent af danskerne ville give en blaffer et lift, hvis de mødte en ude på landevejen, mens 55 procent svarer ’nej, jeg ville føle mig utryg’.

Det viser en meningsmåling blandt 1.021 repræsentativt udvalgte danskere, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk.

Det er et interessant resultat, når man sammenholder det med, at danskerne i andre undersøgelser er kåret til at være blandt de mest tillidsfulde folkefærd i verden, mener sociolog og livstilsekspert Emilia van Hauen.

- På den ene side har man tilliden, men på den anden side er Danmark også et velfærdssamfund. Så vi er vant til, at hvis folk har det dårligt, fordi de ikke har nogen penge, så er der en stat, der tager sig af det. De to ting går mod hinanden, og her kan man se, at det er angsten, der vinder, siger hun til Avisen.dk.

Især kvinder er utrygge ved at skulle samle en fremmed op på landevejen. Kun 12 procent af kvinderne svarer, at de ville samle en blaffer op. Tilsvarende er 27 procent af mændene positive over for at samle en blaffer op.

Carsten Theede, talsperson for initiativet Blaffernationen, som arbejder for at udbrede blafferkulturen i Danmark, tror, at årsagen til at folk er nervøse for at samle blaffere op, skyldes at vores samfund er præget af frygt.

- Der bliver promoveret sindssygt meget frygt både fra politikerne og i medierne, og det spreder sig i samfundet. Jeg tror, at det spontane møde mellem to mennesker i en bil, kan være med til at skabe tillid i stedet for frygt, siger Carsten Theede, der selv er en ivrig blaffer.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser kommunikationsrådgiver Helle Lundberg, at hun ikke kan erindre, at de i politikredsen har haft nogen sager med blaffere, som har vist sig at have kriminelle hensigter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.