Hver anden kamp er et topopgør

AaB Ishockey har mange rivaler i ligaens top, og møder en af dem i aften i form af Herning

Ishockey 10. oktober 2006 06:00

AALBORG: Jævnbyrdigheden er stor i den danske ishockeyliga, så stor, at AaB med sine 10 point efter fem kampe må se tre konkurrenter med hver 12 point for seks kampe ligge foran sig i tabellen, Herning, Odense og Rødovre. Men en AaB-sejr i den kamp, aalborgenserne er bagud, vil bringe holdet alene til tops, idet der er tre point for at vinde inden for ordinær spilletid. Og den sejr vil få ekstra værdi, hvis den kommer i aften i Herning, for midtjyderne er netop et af de tre hold, der ligger foran AaB. - De første fem-ti minutter bliver vigtige, siger en af de AaB-spillere, som ved, hvad det handler om i netop Herning, Jacek Nowakowski. Han spillede i sidste sæson for midtjyderne, som han betegner som et hold uden svage punkter. - Det har vi heller ikke, så det kan blive en stenhård fight om pointene. Men kan vi få lagt lidt pres på dem, så kan vi måske også udnytte, at de er under et andet pres, nemlig fra deres hjemmepublikum, som jo forventer, at de vinder hver gang, de spiller hjemme. - Men en ting er sikkert: Der er ikke råd til at lave fejl, for dem er Herning mestre i at udnytte. En tabt puck i midtzonen, og de er afsted med to-tre mand i lynende hurtigt tempo, for de arbejder hele tiden hårdt især i offensiven, advarer Jacek Nowakowski sine holdkammerater. - Men een ting er sikkert. Skal de slå os, så skal de komme til at arbejde for sagen, for vi er også opsatte til den kamp, lover han. De dage er ovre, da AaB havde grund til at frygte kampene på udebane mod Herning, hvor nordjyderne ofte fik klø. Nu har AaB lagt det kompleks fra sig, og eksempelvis vandt AaB i fjor to af tre kampe i Herning - og i øvrigt også to af tre hjemmekampe mod midtjyderne. Men i denne sæson har Herning foreløbig taget teten, for da de to hold mødtes i Aalborg Skøjtehal 22. september, da endte kampen 1-1, hvorpå Herning tog sejren i den forlængede spilletid. Det er tid til revanche i aften.mingo

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...