Hver anden kører selv

Brug for mange p-pladser ved ny campus i Aalborg midtby

Hvis sosusuddannelserne flytter til Aalborg midtby, skal der tages højde for, at det er voksne elever, og at mange af dem kører selv. Gennemsnitsalderen er i øjeblikket 32 år, men det antages dog, at den vil være faldende i de kommende år. Foto: Martin Damgård

Hvis sosusuddannelserne flytter til Aalborg midtby, skal der tages højde for, at det er voksne elever, og at mange af dem kører selv. Gennemsnitsalderen er i øjeblikket 32 år, men det antages dog, at den vil være faldende i de kommende år. Foto: Martin Damgård

Får sosuuddannelserne i Hammer Bakker deres ønske opfyldt om at flytte ind i nyt byggeri på det nye campusområde på godsbanearealet i Aalborg, kan byplanlæggerne lige så godt først som sidst indstille sig på, at der skal p-pladser til. Sosu-eleverne er modne mennesker, som bruger bil frem for kollektiv trafik, også selv om den nye skole kommer til at ligge tæt op ad busterminal og banegård. Det handler også om, hvordan busforbindelserne er i den anden ende, nemlig derfra hvor eleverne kommer. Sådan er det på skolen i Hammer Bakker og på den i Hjørring. På skolen på Frederikshavnsvej i Hjørring er der dagligt akutte parkeringsproblemer, og skoleledelsen optæller regelmæssigt antallet af biler. Således var status i denne uge 150 biler til 275 elever. Godt hver anden kommer i bil. Selv om der ofte er kamp om de mange p-pladser omkring skolen i Hammer Bakker, har man her fordelen, at der oftest er plads, og endda gratis adgang til at stille bilen fra sig. Skolen i Hammer Bakker har 650 elever ad gangen, og får man muligheden for at flytte til Aalborgs centrum vil det i givet fald også omfatte satellitskolen i Svenstrup med 300 elever. Det bliver 950 elever i alt, eller endda flere, og overfører man parkeringsfrekvensen i Hjørring til Aalborg, vil det svare til et behov for 450 p-pladser, vurderer forstander Lars Jakobsen. Til sammenligning kan oplyses, at der er 400 pladser i det eksisterende p-hus i Kennedy Arkaden. Antallet af elever ventes i øvrigt at stige i de kommende år. Lars Jakobsen anslår en årlig stigning på 10-15 pct. Skolen i Hjørring er der ingen planer om at røre. Den dækker fint et stort område i den nordlige del af regionen. Foruden sosuuddannelserne har Aalborg Studenterkursus, VUC Nordjylland og Tech College Aalborg blandt dem, der kunne tænke sig at være en del af den nye campus på 75.000 kvm.