Hver anden oplever stress i løbet af en måned

Det bør få alarmklokkerne til at ringe hos virksomhedernes ledelser, siger næstformand for HK/Privat

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

HELE LANDET: Kontorassistenter, advokatsekretærer og laboranter føler sig plaget af stress. Inden for de seneste fire uger har halvdelen haft oplevelsen af at være stresset, skriver Avisen.dk.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for HK/Privat blandt 2.400 af fagforbundets medlemmer.

- Det er en tikkende stressbombe, og det bør få alarmklokkerne til at ringe hos virksomhedernes ledelser, siger næstformand for HK/Privat Marianne Vind til Avisen.dk.

Arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv frygter dog ikke en eksplosion af stress.

- 50 procent lyder af meget, men man skal også tage højde for, at begrebet stress bruges bredt og det også kan være udtryk for at man har travlt, siger Rikke B. Ørum, der er underdirektør og chef for HR og arbejdsmiljø, til Avisen.dk.

Halvdelen af de adspurgte mener, at det er arbejdet, som giver dem stress, mens 42 procent betragter det som en kombination af privatliv og job.

Mange nøjes desværre ikke med at føle sig stressede. Ifølge undersøgelsen har ni procent af de 2.400 HK’ere været sygemeldt på grund af stress i løbet af det seneste år.

HK/Privat advarer mod, at arbejdsgivernes afvisende holdning til problemet kan komme til at koste dyrt for både firmaer og medarbejdere.

- Når så mange føler sig stressede på grund af arbejdet og sammenhængen mellem arbejde og privatliv, vil det føre til langtidssygemeldinger på længere sigt. Det koster både tid og penge for firmaet. Oveni det må firmaet undvære medarbejderen, mens han eller hun er syg, siger Marianne Vind.

Ifølge stressforsker Bo Netterstrøm kan meget stress forebygges gennem god ledelse. Eksperten er dog enig med Dansk Erhverv i, at man skal passe på ikke at forveksle travlhed med reel stress.

- Vi er alle sammen stressede om morgenen, når vi er sent på den, eller når vi skal nå at hente børn i institutionen. Men her er stress snarere et udtryk for travlhed. Og det bliver man ikke syg af, siger han til Avisen.dk.

Dog er det vigtigt at sørge for at restituere, sove ordentligt om natten og slappe af i weekenderne. Ellers kan travlheden udvikle sig til reel stress, forklarer Bo Netterstrøm.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden