Hver dag en kamp for overlevelse

Hårde tider for Hundborg Boldklub, som på lørdag fejer 75 års jubilæum. Men den hårdarbejdende bestyrelse giver ikke op

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alfred Nielsen viser Aase Yde et billede fra 1952, da Hundborg rykkede op i mellemrækken. Det var stort.

HUNDBORG:Trods Thys bedste fodboldbane og en energisk bestyrelse er det hårde tider for Hundborg Boldklub.

- Hver eneste dag er en kamp for overlevelse. Men vi fortsætter og giver ikke op, selv om udsigterne kan synes mørke, lyder det optimistisk fra fra formand Alfred Nielsen.

Trods de til tider dystre udsigter holder formanden humøret højt. Han ved, at de små klubber altid skal kæmpe for overlevelse.

Sammenlægning med en anden klub kan ikke komme på tale.

- Sammenlægning har været oppe at vende et par gange. Men nej, vi vil helst være for os selv, lyder det fra formanden, mens han spejder ud over det dejlige og hyggelige fodboldanlæg med klubhus, som lige er udvidet med nye omklædningsrum og toiletter.

Et nedlagt omklædningsrum er indrettet med spil til ungdommen. Her kan de unge hygge sig, også dem, der ikke vil spille fodbold.

På lørdag fejrer boldklubben sit 75 års jubilæum. Det bliver med en reception i klubhuset.

- Det bliver ikke den store fest, og man behøver ikke komme i jakkesæt. Men alle er meget velkomne, siger Alfred Nielsen.

Hundborg Boldklub har godt 60 medlemmer. Der er et enkelt seniorhold hos mændene, som spiller i serie 4. Der der et old boys hold og et syv mands kvindehold. Desuden en ungdomsafdeling. Flere af ungdomsholdene er i samarbejde med Vorupør.

Der er to U6 hold og hele 18 piger til U15.

Derimod kniber det med drengene i 10-12 års alderen.

- Da skolen blev nedlagt og børnene flyttet til Sjørring Skole, begyndte drengene at spille fodbold i Sjørring sammen med deres nye klassekammerater, fortæller Alfred Nielsen.

- Som fodboldklub kan vi for alvor mærke konsekvenserne af skolelukningen. Ikke alene betyder det, at vi har svært ved at få ungdomshold i visse årgange. Men det betyder også, at flere af børnene helt dropper fodbolden, fordi de ikke vil til Sjørring. Det er en uheldig udvikling, tilføjer formanden, som også selv er ungdomstræner.

Og det job elsker han.

- Det er skønt at se ungerne træne. De er altid glade, og det er hyggeligt at tage på tur med dem. Det er nok derfor man fortsætter som frivillig leder, siger Alfred Nielsen, som efterhånden har været formand i en halv snes år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.