Socialforsorg

Hver femte er ikke i a-kasse

Færre forsikrer sig mod arbejdsløshed - flere satser på social bistand

HJØRRING:Blandt de arbejdsløse i Hjørring Kommune har hver femte undladt at melde sig ind i en arbejdsløshedskasse, mens det for hele Nordjylland kun er hver ottende, der ikke er arbejdsløshedsforsikret. Umiddelbart kunne man måske mene, at det kun er deres egen pengepung, som det går ud over, men sådan forholder det sig ikke. Når de arbejdsløse ikke kan få dagpenge, så må de nemlig stille sig op i køen på bistandskontoret. Ole Carlsen, formand for LO i Hjørring, bekræfter udviklingen. - På de kommunale kontorer står der i øjeblikket masser af bistandsklienter og trykker næsen mod ruden, siger han. Unge er hårdest ramt Hvis man ser på dem, der ikke er arbejdsløshedsforsikrede, så tegner der sig hurtigt et mønster. - Det er specielt de unge, som ikke har sørget for at få sig forsikret via en a-kasse, forklarer Ole Carlsen. Om baggrunden for det forklarer LO-formanden, at den stigende nordjyske arbejdsløshed har bevirket, at de unge har fået svært ved at opnå beskæftigelse i de tolv måneder, som der kræves, før man er berrettiget til dagpenge. Mange har satset I de økonomiske fremgangstider, som landet har været igennem, var der mange, der benyttede lejligheden til at spare kontingentet til a-kassen. - Tidligere var det sådan, at man ikke var nervøs for at ryge ud i arbejdsløshed, og derfor undlod man bevidst at være med i en a-kasse, siger Ole Carlsen. I det spil er mange blevet fanget med skægget i postkassen. - Nu er sandhedens time kommet, og det er så nu, at vi desværre ser, de mange, der ikke har opnået arbejdsløshedsforsikring, står og tripper hos kommunen, siger Ole Carlsen. Dumt ikke at være med Ole Carlsen har svært ved at forstå folk, der undlader at forsikre sig mod arbejdsløshed via et kontingent til en a-kasse. - Det er umanerligt dumt ikke at gøre det, for det er jo ikke blot det at få en ydelse i det øjeblik, man bliver arbejdsløs, som det drejer sig om. - Man får jo også en kvalificeret rådgivning omkring, hvad man skal bagefter. Alle de ting er vores a-kasse-medarbejdere i fagforeningerne specialister i. De har den faglige indsigt, siger Ole Carlsen. LO-formanden mener ikke, at man på bistandskontoret har samme mulighed for at hjælpe. Kostbart for kommunen Når en person, der ikke er medlem af en a-kasse, bliver fyret, rammer det specielt hårdt hos den pågældende persons hjemkommune - i dette tilfælde Hjørring. Det er nemlig herfra at bistandskronerne skal tages. - Hvis man kigger med kommunale øjne, så eksploderer budgetterne jo. Man skal lige pludselig til at finde mange penge til at udbetale bistandsydelser til dem, der ikke er i en a-kasse, forklarer Ole Carlsen. Denne udvikling er ikke heldig, og i sidste ende vil det komme til at gå ud over helt andre områder på de kommunale budgetter. - Det afstedkommer problemer for det kommunale liv, for der kommer jo selvfølgelig besparelser indenfor andre områder af det kommunale også, siger Ole Carlsen og fortsætter: - Det er meget komplekst, det der egentlig sker, ved at man ikke er med i en a-kasse.

Forsiden