Hver femte taxa i fare

Aalborg Taxa kan ikke hamle op med NTs brug af gulpladebiler.

John Vanggaard: - Vi kan ikke konkurrere med priser på 240 kr. i timen. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen

John Vanggaard: - Vi kan ikke konkurrere med priser på 240 kr. i timen. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen

Hver femte hyrevogn under Aalborg Taxa og Mini Cab står til at forsvinde, før det igen bliver nogenlunde rentabelt at være vognmand. Med de færre vogne, kommer 60-80 chauffører til at stå uden job, ligesom et antal vognmænd mister deres eksistensgrundlag. Fremtiden tegner dystert for hyrevognsbranchen. Færre vogne vil betyde, at det bliver sværere at få en taxi hjem i weekenden for de mange, der har været ude for at more sig i byens natteliv. Formanden for Aalborg Taxa, John Vanggaard, antager, at 30-40 vogne skal fjernes fra gaden, og han er endda ikke sikker på, at det rækker. Den økonomiske krise har også haft afsmittende virkning på hyrevognsbranchen. Offentligt betalt Konkurrencen er også skærpet, bl.a. fra de såkaldte gulpladebiler, som kører for Nordjyllands Trafikselskab. Indehaverne har fået en såkaldt bustilladelse, men i de fleste tilfælde er der tale om helt almindelige personbiler. De bruges typisk til sygetransport, handicapkørsel og anden offentligt betalt transport. - Opgaverne udbydes i licitation, og fint med det, men vi kan ikke hamle op med priserne, som ligger på 240 kr. i timen. - En chauffør hos Aalborg Taxa koster 200 kr. pension medregnet. Tilbage bliver så 30-40 kr. i timen til at holde bil for, og det kan umuligt lade sig gøre. -Vi skylder samfundet, at vore medarbejdere også får pension, ellers får kommunen jo med problemet senere hen, når de står med mennesker, som ikke rigtigt har noget at leve for, siger taxaformanden. Funktionsleder i afdelingen for specialkørsel hos NT, Jesper Jul Nielsen, har tidligere til NORDJYSKE givet udtryk for, at han forstår taxavognmændenes bekymring: - Som trafikselskab er vi sat i verden for at indkøbe trafik til den billigste pris, og det gør vi efter de regler, der er. Politisk beslutning - Politikerne har besluttet, at de vil have muligheden for at benytte sig af busvognmænd, så det retter vi os efter, indtil politikerne eventuelt ændrer reglerne. Aalborg Taxa kæmper desuden en kamp om kunderne med taxaer fra andre kommuner. - Står der en kunde og vifter med armen, må vognene gerne samle kunden op, men de må ikke køre rundt og søge, når de befinder sig uden for deres hjemkommune, oplyser han. John Vanggaard opfordrer nu alle til at tage en taxa noget oftere. Der er nemlig også sket et fald i brugen af en hyrevogn, når folk i almindelighed skal ud til en glad aften. Det var ganske almindeligt tidligere, men nu benytter flere og flere sig af nabohjælp. Man allierer sig med naboen, og får ham til at gøre en vennetjeneste, som senere vil blive honoreret af en modydelse. - Det er helt i orden, men vi kan altså ikke leve af den 'luksus', der bliver tilbage, siger taxaformanden.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk