EMNER

Hver fjerde mand vil være sekretær

Kan en mand være sekretær? Ja, selvfølgelig. Der er bare ingen mænd, der har lyst til det. FORKERT. Faktisk går hver fjerde mand rundt med en lille sekretær i maven. En ny særudstilling på Experimentarium i Hellerup griber fat i vores fordomme. Kønsexperimentet hedder udstillingen, som allerede har været vist i Holland og Belgien. Herfra kommer blandt andet nogle resultater, der går imod vores umiddelbare forventninger. Det viser sig eksempelvis, at hvis man lader både mænd og kvinder vælge job ud fra forskellige stillingsopslag, hvor der ikke er hæftet en stillingsbetegnelse på jobbeskrivelsen, så vælger mænd og drenge ikke et job som ingeniør. Nej, de fleste hankønsvæsener vælger et sekretærjob, mens kvinder og piger går efter et job som informationsmedarbejder. Selvom udstillingen i Danmark kun har været i gang siden 1. oktober, og det statistiske materiale derfor ikke er så stort endnu, viser det sig at tendensen fra Holland og Belgien er den samme i Danmark. - 25% mænd vælger et sekretærjob, mens 17% kvinder vælger et informationsmedarbejderjob, fortæller presseansvarlig Lise Kinch. Test undervejs Udstillingen er bygget op sådan, at man får et armbånd med en stregkode ved indgangen, som bliver brugt ved opstillingerne. Det vil sige, at dine resultater bliver gemt, og at du får en udskrift med din score samt den gennemsnitlige score, når du er ved vejs ende. Dermed kan du sammenligne, hvor stor forskel der er mellem din egen opfattelse og den generelle opfattelse de to køn har. Kvinder og teknik! Vi kender fordommene: Kvinder kan ikke køre bil. Mænd kan ikke danse. Det er mænd, der bliver ingeniører og kvinder, der vælger at blive sygeplejesker. Men er vi virkelig så forskellige - de to køn - eller handler det om, at vi blot tænker og vælger traditionelt? Baggrunden for udstillingen er netop at få afdækket og afskaffet nogle af de fordømme, vi render rundt med. - Med kønsexperimentet ønsker vi, at pigerne bliver opmærksomme på deres talenter, og at de sammenligner sig med drengene. Vi tror, at de vil finde ud af, at de faktisk har naturvidenskabelige talenter, som de måske ikke benytter i skolen eller i deres jobvalg. Det vil udstillingen sætte på dagsordenen, fortæller projektleder Mette Stentoft. } Særudstillingen Kønsexperimentet bliver vist på Experimentarium i Hellerup frem til 15. september 2005.