Redningsvæsen

Hver fjerde udrykning går til ingenting

Falske eller blinde alarmer sætter tit præg på brandberedskabets opmærksomhed

NORDJYLLAND:Alt for tit rykker det nordjyske brandberedskab ud for ingenting. Hver fjerde alarm til beredskabet er en falsk brand. 3162 gange rykkede det nordjyske beredskab ud med slanger og biler til brande i 2009. Men alt for ofte kører de forgæves. Nye tal viser, at hver fjerde brand var enten en falsk eller blind alarm. Forskellen ligger i, om alarmen er i god eller ond tro. Her er det store problem specielt de blinde alarmer, som ofte er forsaget af automatiske alarmsystemer. 725 blinde alarmer indløb nemlig til det nordjyske brandberedskab i 2009. 10 procent flere end året før. Og den udvikling er langt fra uproblematisk. - Det er ikke risikofrit at køre udrykningskørsel, så hvis der ikke er noget at køre efter, skal det jo undgås. Dernæst er der den teoretiske risiko, at man svækker beredskabet, fordi der kan være behov for det andre steder. Stigningen er dog ikke voldsom, men det er stadig alt for mange, siger beredskabschef Jørgen Pedersen fra Beredskabscenter Aalborg. Samtidig er det ikke gratis for beredskabet at rykke ud til de blinde alarmer. Selv om bøden for en blind alarm er cirka 3600 kroner, er beløbet ikke dækkende for brandvæsnets reelle udgifter. Derfor kunne en mulighed være at hævebetalingen. - I så fald skal afgiften op i en størrelse, hvor man virkelig tænker sig om og gør alt for at undgå de blinde alarmer. Specielt dem, hvor alarmen skyldes dårlig vedligeholdelse, kunne der godt betales en højere afgift, siger Jørgen Pedersen. Samlet set faldt det totale antal af udrykninger i Nordjylland med 190 i sidste år sammenlignet med 2008.