Hver fjerde ung uden uddannelse
Der er stadig for mange unge i Hjørring Kommune, der ikke får startet eller gennemført en ungdomsuddannelse
HJØRRING: Der er sat mange sejl til de senere år, for at få flere unge i gang med en ungdomsuddannelse.
Men en analyse af tal fra Danmarks Statistik, som Erhverv Hjørring har foretaget, viser, at det ikke har haft den store effekt på aldersgruppen fra 25 til 29 år.
En fjerdedel af dem, og det er i Hjørring Kommune cirka 3000 personer, havde i 2008 ikke mere uddannelse end folkeskolen. I 2012 var det endda en svagt stigende andel, der ikke havde afsluttet en ungdomsuddannelse.
Samtidig viser tallene, at ledigheden har været voldsomt stigende i den aldersgruppe - fra 6,6 procent i 2008 til 13,6 procent i 2012.
Det indikerer også, at ufaglærte jobs forsvinder og at unge uden uddannelse har det sværest.
Ungeindsatsen
Formand for kommunens arbejdsmarkedsudvalg, Ivan Leth (S) afviser, at ungeindsatsen har svigtet.
- Vi kan klart dokumentere, at vi får flere unge ledige i gang med en uddannelse. Den samlede gruppe unge tæller imidlertid også dem, der har et arbejde, siger Ivan Leth.
Han er dog ikke tvivl om, hvor det stadig halter.
Skoletrætte
- De unge, der ikke får en uddannelse er trætte af skolesystemet. De mangler motivation og perspektiv i at uddanne sig, siger Ivan Leth.
Han mener også, at der stadig er en kultur i landsdelen, der siger, at det gælder om at komme ud og bestille noget i stedet for at uddanne sig.
Endelig er der et stigende antal, der falder fra den uddannelse de er startet på .
- Vi skal simpelthen blive bedre til at spore de unge mennesker ind på et mål, siger Ivan Leth til Nordjyske Stiftstidende.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.