Lokalpolitik

Hver sag - sit parti

Aldrig har det danske folkestyre vist været så splittet som lige for tiden. Med ind imellem besynderlige nye grupperinger, knopskydninger, udbrydere og løsgængeri. I stedet for at stå sammen og løse problemerne i fællesskab går tendensen blandt politikerne - og dem, som godt kunne tænke sig at blive det - mere i retning af: Hvert særstandpunkt sit parti. For et par uger siden lød det fra det tidligere DF-medlem Christian H. Hansen i spidsen for det selvopfundne parti Fokus: Vi skal være god ved dyrene og til gengæld bruge væsentlig mindre tid på at diskutere burka og i det hele taget udlændinge- og flygtninge-politik. Seneste opfindelse inden for dansk politik hedder Fælleslisten og er groet ud af Region Midtjylland som reaktion på VK-regeringens planer om at placere et såkaldt supersygehus i Gødstrup nær Herning - efter listens mening for langt væk fra befolkningen i yderområder. To pladser i regionsrådet i Midtjylland har givet Fælleslisten mod på at skabe et landsdækkende parti med, hvad det lige nu kræver af 20.000 vælgererklæringer til Indenrigsministeriet. Alt sammen med det overordnede formål at kampe for yderområderne i Danmark i en tid, da det meste bliver centraliseret, ikke bare kommuner og amter/regioner, men også tinglysning og politi. Et parti med kun én sag på dagsordenen risikerer meget hurtigt at komme til kort i den politiske virkelighed, hvor emnerne hurtigt kan blive væsentligt større end lige dét at sørge for yderområderne. Er for eksempel terrorbekæmpelse vigtigere for folk på landet end folk i byen? Det næste bliver vel et parti for vælgere i vækstområderne i Danmark, for eksempel det kompakte bolig- og industri-område, der er ved at skyde op omkring Århus, hvor der må være vælgere at hente, men er det virkelig en tendens til politisk splittelse mellem "by-Danmark" og "land-Danmark", man har lyst til at skubbe til i stedet for at prøve at se på de store linjer? Og skal man frivilligt give overblikket fra sig?