Hver tiende akademiker bliver mobbet

Krisen har gjort arbejdsmiljøet hårdere for akademikere

Foto: Colourbox <i>Erwin Wodicka - wodicka@aon.at</i>

Foto: Colourbox Erwin Wodicka - wodicka@aon.at

HELE LANDET: Hver tiende akademiker har oplevet at blive mobbet på sin arbejdsplads. Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en undersøgelse som Akademikernes Centralorganisation har lavet blandt 28.000 medlemmer landet over.

Selvom det oftest er kollegerne, der står bag mobningen, peger en tredjedel af de adspurgte deres nærmeste chef som mobberen. Akademikerne har ellers haft ry for at opføre sig bedre overfor hinanden og at være bedre til at håndtere mobning, men det har ændret sig, mener Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening.

- For syv år siden var mobning ikke noget, vi så eller hørte noget til, men nu får vi en del sager ind. Og når 10 procent i en sådan undersøgelse tilkendegiver, at de udsættes for mobning, er det alt for mange, siger hun til Ugebrevet A4.

Krisen presser

Camilla Gregersen peger især på de ændringer i arbejdsmarkedet, som finanskrisen har medført, når hun skal finde årsager til mobningen. Både den private og offentlige sektor har været genstand for nedskæringer og omstruktureringer, og det påvirker arbejdspladserne, siger hun.

- Når der er mange fyringer, sætter det arbejdsmiljøet under pres. Og hvis alle er pressede, er der ikke det overskud, der skal til for at gribe ind over for mobning og få det stoppet, før det udvikler sig til chikane, siger Camilla Gregersen.

Og det er svært at komme udenom at mobning påvirker arbejdsglæden. Ifølge Akademikernes Centralorganisations undersøgelse har akademikere, der føler sig mobbet i høj grad, i gennemsnit 15,6 sygedage om året. Det er 3,5 gange som de, der ikke oplever mobning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden