Hver tiende kører for hurtigt

Fra deres skjul i parkerede varevogne har landets politibetjente fået ekstra travlt med at knipse bilister, der giver speederen et tryk mere, end færdselsloven tillader. I årets tre første måneder gik godt 71.000 bilister i politiets fartfælder, viser tal fra Vejdirektoratet. Det er en stigning på knap 11.000 i forhold til kvartalet før og svarer til, at hver tiende bilist kører mere end 10 procent for hurtigt i områder med kontrol og dermed bliver fotograferet. Udviklingen skal ses i lyset af, at antallet af kontrollerede bilister er faldet en anelse i samme periode. Direktør René la Cour Sell fra Rådet for Større Færdselssikkerhed mener, at udviklingen tyder på, at den generelle gennemsnitsfart på de danske landeveje er steget. Og det er stærkt alarmerende, for jo højere farten er, jo mere alvorlig bliver en eventuel ulykke, siger han. 85 mennesker mistede livet på vejene i årets første kvartal - det er otte flere end samme periode i 2002. /ritzau/