Overenskomster

Hver tredje arbejder mere end 37 timer om ugen

KØBENHAVN: Mere end hver tredje ansat på fuld tid arbejder mere end 37 timer om ugen. Og af dem arbejder hver fjerde gratis. Det er konklusionen på en dugfrisk undersøgelse om arbejdstid i servicebranchen, lavet for HK/Privat af Oxford Research. Undersøgelsen viser, at størstedelen af de overarbejdende fuldtidsansatte arbejder over mellem en til tre timer hver uge, mens en lille del arbejder mere end 40 timer om ugen. Samtidig viser tallene, at en fjerdedel af de arbejdsivrige arbejder gratis over, og dermed forærer de i visse tilfælde arbejdsgiveren op til tre og en halv uges fritid om året. Tre timers overarbejde om ugen svarer nemlig til 3,56 uger årligt, to timers overarbejde ugentligt svarer til 2,37 uger årligt, mens én times overarbejde ugentligt svarer til 1,18 uge om året. Og det er ikke rimeligt, mener sektionschef i HK/Privat Carlo Søndergaard. - Det er dybt uacceptabelt. Overenskomsterne er lavet for at blive overholdt. Og i dem står der, at der skal falde betaling eller afspadsering ved overarbejde. Arbejdsgiverforeningerne må bede deres medlemmer om at overholde aftalerne, siger sektionschefen til fagbladet HK privat. På arbejdsgiversiden afviser direktør Søren B. Henriksen fra Dansk Handel & Service, at det skulle være nødvendigt at komme efter arbejdsgiverne. - Med mit kendskab til virksomhederne følger de overenskomsterne, siger han til fagbladet. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet mener, at der er behov for fleksibilitet, men han understreger samtidig det vigtige i, at medarbejderne har indflydelse på eventuelt overarbejde. - Der er behov for en fleksibilitet på arbejdspladsen. Men hvis det konstant er de samme, som arbejder over, kan det blive en byrde, hvor stressfaktoren bliver for stor. En lille smule overarbejde gør ingen skade, men man skal have lov at prioritere mellem arbejdstid og fritid. Selvfølgelig er der et produktionshensyn at tage som medarbejder, men man skal også have lov til at tage hensyn til familielivet, siger Flemming Ibsen. En undersøgelse tidligere på året fra den grafiske branche viste samme tendens som i den ny undersøgelse: At en tredjedel arbejder mere end 37 timer om ugen. /ritzau/