Journalistik

Hver tredje får ret i klage over medier

København: Hver tredje, der sidste år klagede over dårlig etik i pressen, fik ret, da de gik til Pressenævnet. 34 klagere fik helt eller delvist medhold i, at en avis, et ugeblad eller radio- og tv-medier var gået over stregen i forhold til de vejledende regler for god presseskik. Omvendt kom 67 ingen vegne med deres klager, viser nævnets årsberetning. Pressenævnet fungerer som vagthunden, der tjekker samfundets vagthund, og formand er dommer i Højesteret, Jytte Scharling. I nævnet sidder journalister, redaktører og repræsentanter for offentligheden. I snit får nævnet en ny sag på bordet næsten hver anden dag. Både private, organisationer og firmaer sender klager til nævnet. Ekstra Bladet topper Med 16 sager blev Ekstra Bladet topscorer, når det gælder klager over artikler i strid med de presseetiske regler, og i 10 tilfælde fik klageren medhold. Nummer to og tre på listen er Danmarks Radio og TV2/Danmark med henholdsvis ni og otte klager. Optagelser med skjult kamera er et emne, som går igen i flere sager, og Pressenævnet mener, at offentliggørelse af den slags optagelser som hovedregel vil være i strid med god presseskik. At den involverede person bagefter vælger at kommentere det emne, optagelserne drejer sig om, betyder ikke, at vedkommende dermed indirekte siger ja til at bringe optagelserne, har nævnet slået fast. Skjult kamera er dog i orden, hvis den samfundsmæssige interesse i emnet klart overstiger hensynet til den eller de, der er med på billederne. Og hvis journalisten ikke på anden måde kan skaffe dokumentation, lyder det. /ritzau/