Hver tredje plages af barsk tone på jobbet

GODT MILJØ på arbejdspladsen kan ødelægges af barsk omgangstone, viser en undersøgelse fra HK. Arkivfoto: Henrik Bo

GODT MILJØ på arbejdspladsen kan ødelægges af barsk omgangstone, viser en undersøgelse fra HK. Arkivfoto: Henrik Bo

KØBENHAVN:Omgangstonen er ikke for sarte sjæle på de danske arbejdspladser. Hver tredje (31 procent) af lønmodtagerne mener, at der i høj grad eller i meget høj grad kan være en barsk omgangstone på deres arbejdsplads. Det viser en undersøgelse fra HK/Privat, der er foretaget blandt 935 af forbundets medlemmer. - Jeg synes, at tallet for den barske tone er meget højt. Der er nemlig ingen tvivl om, at resultatet kan betragtes som generelt for de danske arbejdspladser, da vi har HK'ere alle steder, siger miljøkonsulent i HK/Privat Svend Erik Hermansen. Den hårde omgangstone er et problem for arbejdspladserne, da næsten hver femte af adspurgte hk'ere har skiftet arbejde på grund af omgangstonen. - Også det tal er særdeles højt, når man betænker, hvad en dårlig tone kan betyde for den enkelte medarbejders trivsel på jobbet, og hvad det koster i kroner og øre at miste en medarbejder. Hver femte er faktisk skredet. Tænk på alle dem, som generes af dårlig tone, men som alligevel bliver på arbejdspladsen, siger Svend Erik Hermansen. 37 procent af deltagerne i undersøgelsen mener, at de kun i mindre grad oplever en barsk omgangstone, og 31 procent svarer, at det slet ikke forekommer på jobbet. /ritzau/