Hverdagens søhelte

Det her kan ikke stoppes lyder det fra talsmanden for 1000 aktører, der sammen med et stort publikum gjorde Tordenskiold-dagene ære

Musik 9. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Æres dem, der æres bør, nu hvor dette års Tordenskiolds-dage, de femte i rækken på lige så mange år, er forbi. Hverdagens søhelte er i dag de over 1000 aktører, der på hver deres måde har taget del i begivenheden, og også de tusinder af publikummer, der trodsede det til tider noget regnfulde vejr og holdt stand. Det skriger på gentagelse næste år, eller som en af arrangementets nu meget trætte generaler, Jan Michael Madsen, siger: - Jeg tror slet ikke, det her kan stoppes. - Tænk i 1998, da vi startede den levende historieformidling var vi 80 aktører og havde 17 udenlandske gæster. I år over 1000 og omgærdret af de flotteste store sejlskibe. Alene vore norske gæster havde af egen lomme betalt 3000 kr. pr. næse for at sejle herned, fortæller Jan Michael Madsen. Det har kostet næsten en halv mio. kr. for nordmændene at chartre de efterspurgte fuldriggere Christian Radich og Sörlandet. - Hele Frederikshavn har stået sammen om det her også. Vi har fået kontante tilskud fra kommune, turistforening, Frederik og erhvervsrådet. Frederikshavn Produktionsskole har været enestående i sin indsats. Det samme har havnen, stribevis af virksomheder og forretninger og privatpersoner. Om arrangementet giver et overskud ved Jan Michael Madsen ikke. - Det plejer ikke at være tilfældet. Selvfølgelig har vi fået indtægter på entre og på salg fra serviceboder, men vores mål er ikke, og vil aldrig blive at tjene penge på ølsalg, siger Jan Michael Madsen. - Vores mål er historieformidlingen og at opbygge en kontakt til vore nabolande, der rækker langt, langt videre end til salg af Jaka-bove, selv om værdien heraf for vores by bestemt heller ikke skal forklejnes, siger Jan Michael Madsen. Han kan så samtidig glæde sig over, at himlen holdt tæt ved 2. opførelsen af "Kattegats Skræk", at amfiteatrets 4000 ton stabilgrus var fuldt besat af tilskuere, og at hele stykket og alle dets effekter klappede perfekt lørdag aften. Også dagens store optog gennem byen var et flot skue, og eftermiddagens meget smukke koncert på kajkanten med Sagene Jarnitsjarkorps, hvor 106 musikere og sangere opførte kantaten "Tordenskiold" blev værdsat af et stort publikum. Det samme gjorde den flotte Taffel de la Mode 1717 med opvisningen af de historiske klædedragter fra Kong Frederik den Fjerdes tid. Dertil kom de mange aktiviteter ipå og omkring markedspladsen som Fladstrands indvånere, børn som voksne, bidrog med. Der var dem, der påstod at have hørt selv Krudttårnet udestøde indtil flere suk af nostalgisk velvære.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...