Hverdagslivet med leverpostej og hønsesalat

"nu det alligevel er for sent"

Det kan også blive for meget med alt det hverdagsliv mener vor anmelder. Bogens forside.
Litteratur 1. april 2012 18:23

Fem almindelige menneskers hverdagsliv danner rammen om de fem fortællinger i "nu det alligevel er for sent". Titlen skrives med små bogstaver, og det er små begivenheder, der fylder livet for de fem hovedpersoner, der alle har tilknytning til samme sogn. Deres liv er ikke præget af store dramatiske og skelsættende begivenheder, det er indkøb i Fakta, det er kaffe i sognegården, der er dårlige ægteskaber og landsbysladder, og der er natur og kaffeborde. Helt som hverdagen er for mange af os. Ens egen hverdag er sjældent særlig sindsoprivende (og tak for det!), men andres hverdag er heller ikke sindsoprivende spændende, og når man læser om disse hverdage, så keder man sig. Ingeborg Sebbelin har et prisværdigt projekt i at skrive om "almindelige mennesker" og deres liv og tanker, men skal det være interessant for os udenforstående, så skal sproget skærpes. Vi behøver ikke vide alt! Når Mona er i Fakta, får vi al den information, man ikke kan ønske sig: "Hun sukker og famler efter sin indkøbsseddel i piratbukselommerne. Så er hun ved glasskydedørene og går ind. Kommer i tanker om at hun har glemt en vogn. Smutter ud efter den." Så ved vi det. Det er ikke spændende at handle i Fakta. Det er heller ikke interessant og nødvendigt for læseren at få alt at vide. Vi ved jo, hvordan det er at stå uden for Fakta og huske, hvad vi glemte at købe. "nu er det alligevel for sent" har nogle interessante hovedpersoner, men sprogligt bør der sættes ind med slettelak og slettetast, for herefter at fokusere på det centrale og vedkommende: Hvad gør man, når det (tilsyneladende) er for sent? Smører sig en mad med hønsesalat? Eller vælger man leverpostej og agurk? Sigrid, der er en af hovedpersonerne, tager begge dele - med agurk. Det er hverdagsliv. Bodil Christensen kultur@nordjyske.dk Ingeborg Sebbelin 184 s., 195 kr. Attika.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...