Lokalpolitik

Hverken mad eller skrivebord til de nye

Tidligere ansatte på Nørresundby Rådhus holder stadig sammen efter katastrofen i 1970. NORDJYSKE inviterede dem på et gensyn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det store bord er væk, konstaterede de tidligere husvante medarbejdere, da de kiggede ind i byrådssalen. Forrest fra venstre er det Herdis Dahl Pedersen, Svend Andersen og Inger Christiansen. I midten Sigurd Bang Rasmussen, Kirsten Tvermose og Jens Erik Rusholt, og bagerst Elly Nielsen, Erling Munkholm og Christine Christensen.Foto: Martin Damgård

NØRRESUNDBY:Når der er sammenkomst i Rådhusklubben, kommer de stadigvæk allesammen mindst fem minutter før aftalt. Det er en vane helt fra N.C. Maigaards tid. Han var kommunaldirektør i Nørresundby, og han forlangte, at man mødte præcis. Måske svæver hans ånd stadigvæk over den fornemme bygning på Torvet, der var rådhus dengang. Dengang før katastrofen indtraf, og det, der kunne være blevet en god, selvstændig nordenfjords kommune, på det skammeligste blev indlemmet i Aalborg. Katastrofebetegnelsen bruger de stadig denne formiddag. NORDJYSKE har sat de ni klubmedlemmer, der har mulighed for at være med, stævne i den gamle byrådssal. Nogle har ikke været her i de mellemliggende godt 36 år, og for alle gælder, at det er længe siden, de var her sidst. Rådhus-hierarki Også nu er de kommet fem minutter før. De har hilst og givet kindkys, og det sidste er garanteret ikke noget, de har haft for vane fra Maigaards tid. Dengang var man tværtimod De’s med de fleste på de kommunale kontorer. -Vi var vel lidt bange for ham, husker et par stykker, og der nikkes bekræftende. F.eks. havde man af at huske at hilse fra kommunaldirektøren, når man var sendt over til Jungbergs tobaksforretning i Folkets Hus efter hans halve kasse Ninetta, erindrer Jens Erik Rusholt. Og lige så vigtigt: huske at hilse den anden vej. For ikke at tale om, når bornholmeruret skulle trækkes. - Det skete hver mandag morgen kl. 9.00 – og tænk, hvis et lod faldt ned. De første gange, nogen fik tjansen betroet, var det med ikke ringe bæven. Elly Nielsen smiler. Hun har lige siden trukket sit eget ur derhjemme på samme faste tidspunkt, indrømmer hun. Men det var skrapt, syntes hun allerede dengang, da kommunaldirektøren opfordrede hende til at læse en tyk bog om Nørresundbys Historie. I forvejen havde daværende borgmester Sofus Hyttel, som også var købmand i byen, ladet forstå, at hun ikke behøvede at nævne for nogen, at hun faktisk kom fra Aalborg. En holdning, som også Kirsten Tvermose genkender. Hun var også til en vis skeptisk fortrydelse på rådhuset vokset op på den forkerte side, nemlig af jernbanen på Thistedvej – i Sundby-Hvorup. Anderledes ligetil var det med Robert Christiansen, husker Elly Nielsen. Han var blevet borgmester i 1954 efter at have været kommunens skatteinspektør, og en dag, hun havde hovedpine, havde hun lagt sig på hans sofa i middagspausen og var faldet i søvn. Bajer-kulturelt - Nejnej, bliv endelig liggende, sagde han, da han vendte tilbage og fandt mig i dyb søvn, fortæller hun. Da katastrofen indtraf, var Rådhusklubbens medlemmer ligesom politikerne massivt imod. Mest for kommunens skyld, for faktisk havde de jo selv prøvet sammenlægningen to år før, da både Sundby-Hvorup og Egholm kom til Nørresundby, men selv om også det førte forandringer med sig, var det ikke det samme. - Tonen var vist lidt mere forfinet syd for fjorden, husker Kirsten Tvermose. Hun var en af de tre ”skrivepiger”, som ”kom med Sv. Andersen til Borgmesterkontoret”, og den af gruppens medlemmer, der er stoppet sidst for kun et par uger siden. Til et meget broget kontor, husker hun, hvor der blev opstand - i hvert fald hos en enkelt - da hun og en anden af damerne fra Solsiden en dag tog sig en håndbajer ved skrivebordet efter arbejdstid. - Byrådssekretæren, som hun klagede til, tacklede det pænt, husker Kirsten Tvermose. Han foreslog os for eftertiden at tage fyraftensbajeren på hans kontor. Mange småting er glemt i de efterfølgende års udmærkede fællesskab på kontorer i Aalborg, men Erling Munkholm kan stadigvæk - og nu med et smil - huske sin første dag i den nye kommune. - Jeg kom til bogholderiet, men der var ikke noget skrivebord og ikke nogen stol til mig. I en hel uge sad jeg forskellige steder, hvor der var en ledig plads, før jeg fik mit eget. På den måde følte man sig i det mindste ikke ventet. Civil ulydighed Men hvad værre var, så var der heller ikke mad til os nye i kantinen. Den skulle nemlig have været bestilt dagen før. - Men Ths. P. Olsen, der oprindeligt var fra Sundby-Hvorup, og som nu var souschef i Socialforvaltningen, gjorde kort proces: - Så går vi ud i byen, sagde han til Rusholt og mig, og jeg giver gule ærter. Og det gjorde vi, og vi holdt en hel times middagspause den dag, selv om vi kun havde en halv, griner Erling Munkholm. Men jeg kom nu sammen med nogen, der passede med mit eget temperament, så det kom til at gå godt. - Og siden, når vi kom i kantinen, supplerer Sigurd Bang Rasmussen, blandede vi os med fjenden. Selv oplevede han allerede inden sammenlægningen at være flyttet med skattevæsenet til Sundby-Hvorups administrationsbygning på Thistedvej. - Og her mødte en dag en fin herre op, fortæller han. Han gik ind på chefens kontor, og da han kom ud, fik jeg besked på, at næste morgen skulle jeg møde på den anden side, for jeg skulle være med til at sluse ind. En hurtig ekspedition, men jeg blev nu meget godt modtaget, understreger Sigurd Bang. Heller ikke Christine Christensen husker tilbage på fortrædeligheder. Hun oplevede den største forandring, da Sundby-Hvorup blev en del af Nørresundby, for det var cheferne herfra, der blev på deres poster, og med nye chefer og mange nye sociale opgaver de næste år var det det arbejdsmæssige, der bød på de store omvæltninger. - Til sammenligning var det jo ikke nær så svært for os i socialforvaltningen at flytte til Aalborg, for jeg fik jo mine chefer med, siger hun og hentyder til, at socialinspektør Chr. Petersen blev socialdirektør i den nye, store kommune, og at også souschefen, Niels Erik Christensen, kom med søndenfjords. For Svend Andersen, der er den i Rådhusklubben, som har den længste hukommelse om Nørresundby og de omskiftelige kommunale vilkår - og ifølge de øvrige også stadig den bedste - var flytningen fra nord til syd for Limfjorden heller ikke personligt brydsom. Han kendte, som han siger, ”dem derovre lidt i forvejen”, og han blev både godt modtaget og fik et forbilledligt samarbejde med den anden kontorchef på borgmesterkontoret, Aage Jørgensen. Hurtigt så godt, at de blev dus - og skabte tilnærmelsesvis revolution, da de udbredte denne nymodens omgangstone til at gælde alle på kontoret. - Og så kom jeg jo med mine egne skrivepiger. Det var de noget imponerede over, smiler han. Svend Andersen er uformel formand for Rådhusklubben, men det var pantefoged Børge Christiansen, der fik ideen til at samle de gamle kolleger fra Nørresundby-tiden til et gensyn, og det er ved næste møde 18. april 40 gange siden, de vendte gode minder første gang. Og det er på den baggrund, at stifterens enke, Inger Christiansen, er med i det fasttømrede sammenhold, selv om hun aldrig har arbejdet på Nørresundby Rådhus. I mange år lagde hun nemlig gildesal til møderne. Men hendes mand var selvfølgelig med til flytningen dengang. Og en særlig ting huede ham bestemt ikke: - Han ville hjem til middag, men man måtte ikke forlade Administrationsbygningen i sin halve times frokostpause, husker hun. Men min mand gjorde det alligevel - og det var ikke til at holde til i længden. Han havde ti minutter til turen hjem, ti minutter at spise i og ti minutter tilbage. Og jeg skulle jo være frygtelig præcis, siger Inger Christiansen. Så en dag bad jeg ham om at gå i kantinen - og det vænnede han sig da også til, siger hun med et smil. Men en omvæltning, det var det.