Hvert fjerde barn vokser op med krig eller katastrofe

De seneste 30 år har der ikke været så mange børn i verden, der har akut behov for hjælp, som der er i dag.

I løbet af 2019 har Unicef og organisationens partnere sørget for, at 28,9 millioner børn er blevet vaccineret mod mæslinger. (Arkivfoto)

I løbet af 2019 har Unicef og organisationens partnere sørget for, at 28,9 millioner børn er blevet vaccineret mod mæslinger. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Fra borgerkrigen i Syrien og den humanitære krise i Yemen til de fattige kår hos rohingya-flygtninge i lejrene i Bangladesh.

Verden er ramt af flere alvorlige konflikter og katastrofer, som ikke mindst påvirker de børn, der har deres dagligdag midt i dem.

Ifølge en rapport fra FN's børneorganisation, Unicef, er antallet af børn på flugt som følge heraf "chokerende", og antallet af lande, der er ramt af konflikter, er højere nu, end det har været de seneste tre årtier.

Det betyder, at der er et særligt stort behov for basal hjælp til verdens børn, fortæller generalsekretær for Unicef i Danmark Karen Hækkerup.

- Lige nu kan vi se, at hvert fjerde barn i verden lever i et land, der er påvirket af konflikt eller katastrofe.

- Det betyder, at der - siden Unicef begyndte at føre statistik på området for 30 år siden - aldrig har været så mange børn, som har akut behov for hjælp, som der er nu, siger Karen Hækkerup.

59 millioner børn fordelt på 64 lande vil næste år have brug for hjælp.

Det betyder ifølge Karen Hækkerup, at Unicef har "et rekordstort behov" for økonomiske midler til at hjælpe børn, der mangler drikkevand, mad, lægehjælp og beskyttelse, og som ikke går i skole.

For at kunne give børnene det, de mangler, kræver det 4,2 milliarder dollar - svarende til 28,35 milliarder kroner. Midlerne til Unicef kommer som regel fra verdens stater, virksomheder og fra private donorer.

De områder, hvor børn er særligt udsatte, er spredt ud over store dele af verden: Mellemøsten, Asien, Afrika og Sydamerika.

- Nogle af konflikterne kender vi. Syrien er selvfølgelig utroligt hårdt ramt. Men også Yemen, Den Centralafrikanske Republik og rohingya-flygtningene, der lever i Bangladesh, har i den grad behov for vores hjælp.

- Når der er børn i nød i 64 forskellige lande, betyder det, at mange børn lever i konfliktområder, som vi ikke rigtigt hører om i medierne. Dem skal vi også hjælpe, siger Karen Hækkerup.

I 2019 var Danmark med et bidrag på knap 77 millioner kroner blandt Unicefs tungeste donorer inden for området for humanitær hjælp.

- At Danmark er så flot repræsenteret, er noget, vi skal værne om og være stolte af. Desværre er vi i en tid, hvor mange lande er tilbageholdende med at give penge til internationale systemer, siger Karen Hækkerup.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.