EMNER

Hvide forlygter i bakspejlet

Kærlighed til kubik efter arbejdstid.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Få kvinder leger med, når drengene skal ud at køre på cykel, men de er der, og de elsker det lige så højt som mændene gør.

Evald Nielsen har kørt på motorcykel i godt tre år. Det holder han rigtig meget af, men den daglige tur til Hadsund fra Støvring og tilbage igen om eftermiddagen giver ikke helt den ønskede effekt. - Det er bare transport, der skal overstås. Når jeg så kommer hjem og går lidt rastløst rundt, så siger min kone, at jeg skal køre en tur. Jeg tager tøjet på, og sætter mig op på cyklen, men det ender som regel med, at jeg kører den samme tur, som jeg plejer, siger Evald Nielsen. Sådan har turene på to hjul også været for Godik og Ellen Godiksen fra Byrsted. - Det er bare sådan, det bliver. Vi aftaler, at vi bare kører ud i det blå, men vi ender meget ofte med at køre den samme rute, siger Ellen Godiksen. Men det er slut nu, for op til Grundlovsdag havde Evald Nielsen sat en lille announce i den lokale ugeavis. Over 20 motorcykler troppede op på Q8-tanken i Støvring til den første fælles køretur på motorcykel. Røde lygter gennem plexiglasset på hjelmen og hvide forlygter i bakspejlet har ændret Evald Nielsens oplevelse af turen på to hjul totalt. - Det sociale giver den ekstra dimension, jeg har savnet, siger Evald Nielsen og hans kørekammerater på de andre cykler giver ham ret. Det handler om at have nogen at dele oplevelsen med. Keld Andersen og Inger Pedersen deler cykel og har prøvet det sociale omkring den på en anden måde. - Vi har været med i klubben i Arden. Men vi gider ikke selve klublivet. Vi vil bare gerne køre på motorcykel sammen med andre, siger Keld Andersen. En holdning som Evald Nielsen deler til fulde. - Med familie, hus, have og arbejde behøver jeg ikke at melde til mere for at få tiden til at gå, siger han. Og bare fordi, Evald Nielsen tog initiativet og samlede en flok mennesker, der deler passionen for at køre på motorcykel, betyder det ikke, at han nu skal til at være formand for noget som helst. - Vi skal ikke have nogen formand eller til at være en forening. Nu tog jeg initiativet til den første tur, men ellers er det den, som har et forslag til en god tur, som bestemmer, hvor vi skal køre hen, siger Evald Nielsen. Han glæder sig over, at det nu er slut med den faste rute gennem Rebild Bakker, og hver torsdag er han spændt på, hvor turen går hen.