Hvide sydafrikanere strejker over forskelsbehandling

Det er diskrimination, at kun sorte ansatte får medarbejderaktier i sydafrikansk selskab, mener fagforening.

Tusinder af ansatte i den petrokemiske virksomhed Sasol vil mandag strejke i protest mod, at de ikke får tilbudt medarbejderaktier. Foto: Siphiwe Sibeko/arkiv/Reuters
Arbejdskonflikter 2. september 2018 11:52

En strid om medarbejderaktier får mandag den sydafrikanske fagforening Solidaritet til at indlede en strejke i olievirksomheden Sasol.

Aktierne er udelukkende blevet tilbudt sorte medarbejdere, og det har vakt vrede blandt deres hvide kolleger.

- Vi vil hver dag lukke forskellige sektioner af Sasol ned ved hjælp af vellagte og strategiske planer, skriver Solidaritet i en meddelelse.

Sydafrikanske virksomheder er underlagt regler om, at en vis andel af de ansatte skal være sorte, lige som der også er regler for sortes ejerskab. Reglerne blev lavet efter apartheidstyrets fald.

Sasol meddelte sidste år, at virksomheden vil øge sortes ejerskab til mindst 25 procent. Det kommer til at koste et beløb svarende til lidt over ni milliarder kroner.

Solidaritet har tidligere betegnet ordningen med medarbejderaktier, der udelukker hvide ansatte, som "grov diskrimination af loyale Sasol-ansatte".

Ud af de omkring 26.000 ansatte i Sasols produktion er 6300 medlemmer af fagforeningen Solidaritet.

Virksomheden er verdens førende inden for den teknologi, der omdanner kul og gas til brændstof.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...