Hviderussiske børn hos Svend Burgerfri

På programmet for Tjernobyllejren står også besøg i bl.a. Jesperhus Blomsterpark på Mors i dag

Villy Dall og Bo Lehm
Svend ”Burgerfri” Christoffersen - til venstre - udleverer røde pølser og brød til de hviderussiske børn.
Thisted 29. juli 2015 13:42

THISTED: ”Tak for mad!”

Det er den første danske vending, 36 børn og de medfølgende voksne ledere har lært, efter at de søndag aften ankom til Bulbjerghjemmet nord for Frøstrup efter 2200 km i bus fra Bobruisk i Hviderusland og en enkelt overnatning i Polen.

Vendingen kom i brug tirsdag formiddag, hvor alle - børn og voksne fra Hviderusland samt Tjernobylforeningens frivillige - var inviteret på røde pølser, brød og cola hos Svend Burgerfri, Thisteds navnkundige pølsebod på Havnen. Her blev de beværtet af Mona og Svend Christoffersen, som til gengæld fik den danske vending, flere sange på hviderussisk og afslutningsvis en række kram.

Det er nu 20. gang i træk, at Tjernobylforeningen i det nordvestjyske har inviteret en busfuld syge børn, udvalgt af den evangeliske kirke i Bobruisk, til et tre ugers ophold i Danmark med alt betalt: Rejse og ophold - foruden gaver med hjem i form af tøj og sågar nye briller til dem, der har behov. Og i bagagen tillige en række oplevelser fra f.eks. Jesperhus Blomsterpark og Legoland.

Men også i form af dansk mad. Tirsdag gjaldt det altså den første oplevelse med røde danske pølser.

Børnene er i alderen 8-13 år. Deres sygdomme er alle senvirkninger af atomkraftulykken 26. april 1986 på værket i Tjernobyl i Ukraine.

Tjernobylforeningens årlige budget er på 200.000 kr. i kontanter - halvdelen går til transporten - foruden en række sponserede madvarer. Pengene indtjener foreningens frivillige dels i en genbrugsbutik i Thisted, dels ved at arbejde med pakning og ompakning af madvarer på varehotellet hos vognmandsfirmaet N.C. Christensen & Sønner i Hurup.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...