Hvidløg – kogt, stegt eller rå?

?Du har tidligere omtalt hvidløgs fortræffeligheder, men jeg har aldrig set omtalt, om virkningen er lige så stor, om hvidløget er kogt, stegt eller råt. K.M. !Hvidløg er et naturmiddel med mange fortræffelige egenskaber, men de medicinske virkninger er baseret på indholdet af allicin, som er ustabilt under mange omstændigheder. Blandt andet ødelægger kogning og stegning det meste af virkningen, selvom den gode smag bevares. Syltede hvidløg har heller ikke nogen stærk virkning. Mavesyre kan også påvirke allicin, så virkningen svækkes. Omhyggeligt tørret hvidløgspulver bevarer virkningen af enzymet alliinase, der er nødvendigt for omdannelsen af alliin til allicin, og et duftløst, lagret hvidløgsekstrakt fra Japan (Kyolic) har også en god virkning. Det har også den fordel, at man man ikke lugter så meget af hvidløg. Den bedste virkning er givetvis fra frisk hvidløg, som spises om morgenen før morgenmaden, for eksempel 2-3 fed, der er hakket småt og blandet med lidt havregryn og mælk. Men de fleste vil så lugte ret kraftigt af hvidløg og må helst sikre sig, at deres nærmeste også spiser hvidløg. Eller holde sig lidt på afstand af andre. Tygger man bagefter på en dusk persille, kan man reducere lugten en hel del.