Hvidt, der løftes af guld

Som født og opvokset tæt ved Frederikshavn, hvor jeg opholdt mig indtil mit 20. år, gik familiens søndagstur en gang imellem til Bangsbo Museum.

Maria Stensgård Poulsen

Maria Stensgård Poulsen

Det eneste, jeg husker derfra, er samlingen af hårkunst. For et barn, og senere et ungt menneske, var det en grim oplevelse. Tænk at klippe håret af et menneske for så at skabe et smykke og - i min erindrings optik - at placere disse uhyggelige objekter i et mørkt rum på et museum. I dag ved jeg, at det er et af museets særlige fortrin med Nordeuropas største samling af hårkunst. Min far, som ligger begravet på Frederikshavn Kirkegård, skulle traditionen tro have en blomst på fars dag i år. Det fik vendt op og ned på mit syn på Bangsbo Museum. Med tre børn i bilen skulle turen have andet at byde på end deres morfars gravsted. En morfar, de desværre aldrig har kendt. Jeg anede ikke, at der samme weekend var en såkaldt blomsterfestival i Frederikshavn, men havde varskoet, at efter gravstedet, ja, så skulle vi på museum. Et museum, de aldrig havde set før. Beskeden blev modtaget med blandede følelser. Da vi nærmede os museet, var der høj musik, og min lille datter på knap tre år begyndte at rokke i paraplyvognen. Det var fra blomsterfestivalen. Jeg spurgte demokratisk: "Vil I hellere til blomsterfestival end på museum?" "Nej", svarede min store datter på 16 år: "Nu har vi bestemt, at vi skal på museum, så det skal vi!" Tak, store datter! Knap var vi henne ved den trefløjede hovedbygning, før jeg fik en ubeskrivelig følelse af lys. Antagelig ikke kun, fordi himlen var blå, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Det er nu engang sådan, at indimellem afspejler det, der er udenpå, også det, der er indeni. Følelsen af lys blev dog ikke umiddelbart manifesteret. Vi begyndte nemlig ikke med hovedbygningen, men med Det Jyske Modstandsmuseum, som har til huse i en tidligere staldbygning, hvor min søn på 14 år blev grebet med baggrund i sin store interesse for Anden Verdenskrig. Vi piger defilerede stilfærdigt videre til Danmarks ældste lade, som er over 400 år gammel og har en samling af bl.a. hestevogne. Vognen med påmalede stjerner gav associationer til Astrid Lindgrens univers i Småland i Sverige. Hvilke søde børn er ikke blevet kørt i den, selvom Emil og Ida ikke har været med? Det er altid dejligt, når det bedste kommer til sidst. Mødet med Bangsbokredsen. Ikke så snart var vi trådt ind i den trefløjede hovedbygning, før informationstavler om Bangsbokredsen kunne berette, at her havde der i perioden fra 1891-1909 eksisteret "et fristed for kunstneriske begavelser, hvoraf adskillige var ret usædvanlige i deres livsførelse", som Johannes Jørgensen (f.1901) skriver i et lille, meget læseværdigt skrift fra 1998 om Bangsbokredsen. Første gang publiceret i Vendsyssel Årbog i 1977. I Bangsbokredsens år ejedes Bangsbo af Johan Knudsen, som var godsejersøn fra Mors. Egentlig havde han fået studentereksamen i København og herefter fået en landbrugsuddannelse ved Landbohøjskolen, men Johan Knudsen havde kunstneriske interesser, især inden for litteratur, teater og billedkunst. Grundet tidlig udbetaling af sin arv havde han rigeligt med økonomiske midler til at dyrke sine interesser. Dette betød udgivelsen af et kulturradikalt organ, dagbladet "Kjøbenhavn" i årene 1890-1899 sammen med den senere betydelige politiker Ove Rode. De tilknyttede forfattere var Carl Ewald, Gustav Wied, Herman Bang og kunstneren Thorvald Bindesbøll m.fl. Selv tog Johan Knudsen sig af bladets teaterkritik. Det var denne kreds samt kunstnerne L.A. Ring og Chr. Clausen, som Johan Knudsen tog med til Frederikshavn for bl.a. at genrejse det gamle hus. For at forstå husets skønhed skal det opleves. Bindesbølls smukke, hvide møbler og Chr. Clausens malerier, som dokumenterer Bangsbokredsens glade liv. Men for at give en forsmag på skønheden, så lad mig slutte med Herman Bangs ord i "Illustreret Tidende", 1905: "Møbler blev tegnet, og vægfliser blev skabt. Men var der noget gammelt, som duede, blev det hæget og bevaret. Da reddedes billardsalens skønne empiredøre med de håndgjorte metalsirater, et par af de dejligste i landet. Slet intet skulle være "stort". - Det ville Johan Knudsen ikke. Men alt var sjældent, som det virkelige skønne er. I hvert rum - de rum, som et helt slægtleds kunstnere skulle lære at elske som et hjem - skabtes der linjer og enhed og ro. To farver hersker på Bangsbo, hvidt, der løftes af guld, og sort, der bærer sølv." I gæstebogen skrev min datter: "Tak, fordi vi fik lov til at opleve det smukke museum." Museernes fremtid har været til megen debat i de seneste måneder. Lad dem leve - i hvert tilfælde Bangsbo Museum. Det emmer af lys og glæde og levet liv. MARIA STENSGÅRD POULSEN er cand.mag. i kunsthistorie og dansk, Aarhus Universitet, 2009. Censor i billedkunst og dansk ved lærer- og pædagoguddannelsen. Skribent ved North Art Magazine. Gift og mor til tre børn.