Økonomisk kriminalitet

Hvidvaskekspert: Bagmandspolitiet har brug for større bemanding

Manglende reaktion i Bagmandspolitiet i millionsvindelsag sætter fokus på bemandingsproblemer, mener ekspert.

KØBENHAVN:En underretning i 2012 burde have fået Bagmandspolitiet på sporet af svindelsagen om mindst 111 millioner kroner i Socialstyrelsen, og risikoen for den type fejl er ikke blevet mindre siden 2012 - snarere tværtimod.

Det mener Jakob Dedenroth Bernhoft, administrerende direktør i rådgivningsvirksomheden Revisorjura og hvidvaskekspert.

- Risikoen for, at der sker noget tilsvarende er langt højere i dag, end den var dengang, siger han.

- Siden 2012 er antallet af indberetninger eksploderet, mens antallet af medarbejdere har været på et ret konstant niveau. Jeg tror, at det er nødvendigt, at man tilfører en del flere ressourcer til Bagmandspolitiet.

I 2012 fik Bagmandspolitiet en indberetning om, at den nu hovedmistænkte 64-årige ansatte i Socialstyrelsen havde overført et millionbeløb til sig selv.

Den blev ved en fejl sendt videre til Skat som en sag om mulig skatteunddragelse.

Advarslen drejede sig om mistænkelige kontooverførsler for i alt fem millioner kroner.

Hvidvaskeksperten mener, at fejlen har været menneskelig.

- Det er jo et beløb, der er meget, meget stort for en almindelig offentlig ansat, siger han.

- Det er klart, at der tale om en fejlvurdering fra Bagmandspolitiet, når man sender den videre til Skat som en sag om skatteunddragelse. Det er ret åbenlyst, at der ikke er tale om en skatteproblematik. Og så forstår jeg heller ikke, hvorfor Skat ikke sender den tilbage.

Antallet af indberetninger er vokset støt i løbet af de seneste år fra under 2000 i 2011 til omtrent 25.000 i 2017.

I 2016 var der knap 19.000 indberetninger.

Til sammenligning har antallet af årsværk i Hvidvasksekretariatet med et enkelt udsving balanceret mellem 15 og 16 i perioden fra 2013 til 2018. Det viser et svar til Folketinget fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i juni.

Senest lægger regeringen op til, at der tilføres seks nye årsværk til Hvidvasksekretariatet og nye it-systemer.

Men det er fortsat ikke nok, mener eksperten.

- De har været underbemandet i mange år, og antallet af medarbejdere følger slet ikke med antallet af indberetninger, siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Bagmandspolitiet har i forbindelse med gennemgangen af indberetninger også fundet to underretninger om mistænkelige pengeoverførsler i september 2014 og august 2016, som vedrører andre personer end den hovedmistænkte.

/ritzau/