Hvidvaskjæger ser Nokia som modtager af mistænkelige millioner

Ifølge Bloomberg skulle Nokia være et af de steder, hvor mistænkelige millioner ført gennem Nordea er endt.

Finske Nokia er angiveligt den største enkeltmodtager af penge fra de mistænkelige overførsler, som ifølge hedgefonden Hermitage Capital Management er gået gennem den skandinaviske storbank Nordea.

Det skriver Bloomberg News ifølge Ritzau Finans og henviser til dokumenter fra klagen til de finske myndigheder, som nyhedsbureauet har fået tilsendt.

Ifølge hedgefondens chef, William Browder, der også går under navnet "hvidvaskjægeren", er op mod 97,2 millioner dollar - svarende til omkring 638 millioner danske kroner - af de samlede mistænkelige overførsler endt hos Nokia.

Han fortæller, at de penge, som Nokia har modtaget, stammer fra fiktive selskaber med konti hos Ukio Bank i Litauen, men dokumenterne viser ifølge Bloomberg News ikke tidslinjen for transaktionerne.

De er dog fra før 2013, hvor Ukio Bank gik konkurs.

Nokia har ikke selv set dokumenterne fra anmeldelsen af Nordea, og derfor ønsker selskabet ikke at kommentere detaljerne i sagen.

- Nokia tager sådanne anklager meget alvorligt, men da vi endnu ikke har set anklagerne fra hr. Browder, kan vi ikke kommentere indholdet, siger Brett Young, der er talsmand for Nokia, i en udtalelse søndag ifølge Bloomberg News.

Det er tidligere kommet frem, at forretningsmanden mener at have beviser for, at der er foretaget mistænkelige transaktioner for 405 millioner dollar - svarende til omkring 2,6 milliarder kroner - via konti i Nordea.

I løbet af oktober har William Browder anmeldt Nordea til myndighederne i både Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Hermitage Capital Management har også været aktiv i sagen om hvidvask i Danske Bank. Fondens chef, William Browder, har flere gange kritiseret Danske Bank og anmeldt banken og nogle af dens ansatte til politiet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.