Biblioteker

Hvilken bog er mon rigtig god?

Bibliotekarer læser og anmelder bøger

FREDERIKSHAVN:Nu får frederikshavnske læseheste chancen for at få guidede bogoplevelser, når de låner bøger på biblioteket - vel at mærke på skrift og i form af smarte bogmærker. Hver dag får bibliotekets personale nemlig spørgsmålet: Hvilken bog er mon rigtig god? Dét kan lånerne nu fremover læse sig frem til - ved hjælp af smarte bogmærker, hvor aktuelle bøger anmeldes af bibliotekets ansatte. Frederikshavn Biblioteket regner med at sende nye boganmeldelser - altså bogmærker - ud hver 14. dag. I øjeblikket cirkulerer anmeldelser af Kurt Trampedachs, Ole Michelsens, Dea Trier Mørchs og Jonny Halbergs bøger. - Vi vil gerne hjælpe lånerne på vej til endnu flere gode læseoplevelser, for det er klart, at når man går blandt bøger hver dag, bliver man også meget fristet til at læse dem, og især at fortælle andre om de mange gode læseoplevelser, de kan få i øjeblikket, siger kontaktbibliotekar Grethe Hagensen. I øvrigt kan lånerne selv anbefale bøger for hinanden - på "Fra låner til låner" bogmærket - her kan man afkrydse, hvilken type bog man lige har læst - og som var rigtig god. Planen er, at der skal komme fire bogmærker hver 14. dag - så lånerne har noget at glæde sig til hele vinteren. Men lånerne må selvfølgelig stadig spørge alt det man vil: Hvilken bog er mon rigtig god?