EMNER

Hvilken grænse?

Holger Graversen skriver (15.1.), at der ville blive fred mellem israelerne og palæstinenserne, hvis bare israelerne ville forlade de besatte områder. Men hvilke områder tænker H.G. på?

Mange palæstinenserne mener fortsat, at man skal vende tilbage til situationen før 1948, hvor der ikke var nogen grænse mellem israelere og palæstinenserne. Men det vil israelerne ikke gå med til, for så kommer de til at udgøre et mindretal, og de har ingen tillid til, at palæstinenserne vil behandle dem fair. Andre mennesker - som f.eks. H.G. - går ind for den grænse, FN trak ved delingen i 1948. Men det vil israelerne ikke gå med til, for så vil mange israelere komme til at forlade landområder, der har være israelske i 60 år eller blive et værgeløst mindretal i det palæstinensiske område. De fleste forestiller sig formentlig, at man skal trække grænsen mellem israelere og palæstinensere langs de våbenstilstandslinjer, der var gældende fra 1948 til 1967. Men det var jo netop ikke en grænse, men en våbenstilstandslinje, og mig bekendt er der ingen af parterne, der anerkender den som fremtidig grænse. F.eks. mener mange israelere, at man bør tage hensyn til de mange israelere, der bor øst for våbenstilstandslinjen ind mod det palæstinensiske område vest for Jordan, ved at drage grænsen nogle kilometer længere mod øst, og endelig er begge parter stærkt uenige om Jerusalem. Men udover det, er det et palæstinensisk krav, at hvis der skal etableres en tostats løsning, så skal de 700.000 palæstinensere, der flygtede under krigen i 1948, have ret til at slå sig ned i Israel sammen med deres efterkommere. Men hertil svarer Israel, at landet i mange år efter 1948 modtog alle palæstinensiske flygtninge, der ønskede at vende tilbage, og derfor har de, der ikke benyttede sig af denne mulighed, forspildt deres ret. Desuden måtte Israel i 1948 måtte modtage 800.000 jøder, som var blevet udvist af de arabiske stater som hævn for nederlaget i 1948, og derfor mener israelerne, at de arabiske stater må tage sig af de palæstinensiske flygtninge. Men det mener de arabiske stater ikke, og derfor har FN nu i 60 år været nødt til at brødføde de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere. Men alle disse problemer kan altså ifølge HG løses ved at israelerne trækker sig tilbage fra de besatte områder, og så er det vel naturligt at spørge: Hvilken grænse tænker du på, Holger Graversen?