Hvilken guddommelig nydelse at tænde piben

RYGNING:Jeg er langt hen enig med Kaj Jensen (10.12.). Findes der i det ganske land bare én tåbe, der tror, at det belærende "Er yderst sundhedsskadeligt" på diverse tobakspakninger eller forbud mod tobaksreklamer får bare én enkelt til at kvitte smøgerne? Hvor naiv kan man være? Nu er rygning jo mange ting. Jeg har røget cigaretter, cerutter, men de sidste 40 år kun pibe. Kunne ikke drømme om at ryge en cigaret nu. Hvorfor er der ingen, der skelner på det område? Jeg er sikker på, at mange ødelægges af et stort cigaretforbrug, men piberygning er vel ret uskadelig? Jeg kan referere til en rygertest for et år siden: Der havde damen på apoteket en skala fra 0-10. Jeg landede på 3! Damen sagde: "Nå, for dig er det jo ikke noget problem. Du ryger jo højst 3 cigaretter om dagen". "Jeg kunne aldrig drømme om at ryge en cigaret, jeg ryger pibe". "Nå, men så ryger du højst 3 piber om dagen". "Skudt forbi, quinde, jeg ryger mindst 30" - Og det har jeg gjort i 40 år!! Oh, hvilken vidunderlig nydelse hver morgen, når man tænder sin første pibe. Guddommeligt! Og skulle piberygningen nappe de sidste par år af mit liv, så vil jeg citere mig selv (prosa, for avisen kan ikke lide vers!): "Men skidt - de sidste 12-13 år/ de går jo på plejehjemmet/ hvor med en møgbeskidt ble man går/ en hel dag, har jeg fornemmet/. Så hel're stige ved morgengry/ i røgspiraler mod himlens sky/. Jeg tænder igen min pibe".