Hvilken silikat er bedst

Tiden er inde til at male det rå hus efter et år

?Vi har lige læst om maling af hus, og vi har faktisk gjort det, du beskriver: Vi døjede med, at huset skallede af og har derfor i juli sidste år fået sandblæst og vandskuret huset, så det nu står "råt". Vi fik at vide, at der skulle gå et år, inden det kunne males, og tiden er nu ved at være nået. Men vi er i tvivl om, hvilken maling vi skal vælge. Du nævner, at silikat ikke altid er god nok silikat? Vi har tidligere malet med Flügger silikat, men formentlig ovenpå noget andet dårligere maling. Nu har vi så "hørt", at Skalcem (Skalflex ) skulle være det bedste. Må vi få et direkte svar fra dig, om det er tilfældet, eller du anbefaler noget andet. Birgit Brix & Lars Jensen "Kære Lars og Birgit - I stiller et spørgsmål, som er klart og indlysende: Kan du (altså jeg) ikke for pokker tage ulden ud af munden og sige lige ud, hvad der er godt og skidt indenfor silikat - sig dog navnet! Det er lige her, at situationen bliver vanskelig - jeg vil nemlig nødigt hæfte navne på, som betyder, at I og andre ukritisk går ud og køber det ene mærke og absolut ikke det andet. Jeg vil gerne fortælle, hvilke kvaliteter, malingen efter min opfattelse bør have, men herefter må det være Jeres opgave at vælge det mærke, som bedst lever op til kravene - hvis I altså er enige i, at det er nogle fornuftige krav. Så lad mig forklare kort, hvad jeg mener om murværk og maling: Murværk er opbygget af mineralske materialer - altså uorganiske forbindelser, som udmærker sig ved at være utroligt modstandsdygtige overfor vejrlig, sollys, svampe, bakterier etc Organisk materiale som eksempelvis træ, linolie og akryl nedbrydes derimod hurtigt af skimmel, svamp, lys, bakterier og så videre - det er simpelthen herlig føde for levende organismer, og derfor skal disse materialer beskyttes efter alle kunstens regler. Ikke et ondt ord om træ og andre "levende" materialer - men jeg og en del andre fundamentalister mener, at man skal holde skæg for sig og snot for sig: Murværk kan uden problemer bygges op af de reneste mineralske materialer - så lad dog være med at blande selv den mindste smule akryl eller andet snadsk i mørtel og puds! Og når nu der findes aldeles mineralske malinger til murværk, så lad dog være med at svine det til med organiske forbindelser! Og her er vi ved pointen: Gammeldags kalk og eksempelvis Cempexo (cementfarve) er helt rene og mineralske - og det KAN silikatfarve faktisk også være. Rigtig silikatfarve består nemlig i al enkelhed af mineralsk pigment og vandglas - en slags kemisk opløst sand, som atter "forstener", når det kommer i forbindelse med luftens kuldioxid. Men farvefabrikanterne - de slamberter! - synes, at det er alt for besværligt for vi moderne mennesker, at vi selv skal blande pigment og vandglas i en spand. Og hvad kommer der ud af det? - noget tyndt pjask. Nej, lad os fuske lidt med opskriften og blande en slat akryl i, så vi får en dejligt tyk maling, som kan smøres direkte på muren. Se, det er noget, som folk vil købe - og hvis bare vi fortsætter med at skrive "silikatfarve" på spanden, så opdager fjolserne nok ikke, at der i virkeligheden er tale om et blandingsprodukt - en akrylmaling, som bare er piftet op med lidt silikat og et flot navn. Mit "direkte svar" er, at jeg anbefaler ren silikatfarve. Den kendes på de næsten lysende rene kulører og at den ikke danner film og dermed flager, som kan skalle af. Når man kradser i overfladen opleves den som et tykt lag slidstærk kalk, som går helt i forbindelse med muren. Hos farvehandleren kendes den rene 2-komponent silikatfarve på, at han ikke har den - den købes nemlig direkte hos importørerne, som samtidigt er konsulenter, og der findes kun to mærker: Keim (46 56 46 44) og Beeck (35 83 02 63) - og så har jeg rygtevis hørt om et tredje mærke, som jeg ikke kender navnet på. Jeg vil ikke sige, at alle blandingsprodukterne (herunder Skalcem, men såmænd også Keim og Beeck) er noget bras - men det er altså lidt som at sælge elastik i metermål, og hvorfor dog stille sig tilfred med mindre end det bedste: Den rene vare.