Hvilken verden for min søn

Vold 8. september 2002 08:00

11. september 2001 vil jeg altid have i tankerne på grund af det, der skete med World Trade Center. Om morgenen tog min mand på arbejde, som han plejede, og jeg fik vores søn sendt i skole, inden jeg selv skulle på arbejde. Jeg fik fri fra arbejde klokken 15.00, fik hentet min søn fra SFO, og gik hjem og fik lavet kaffe. Telefonen ringede, det var min mor, som spurgte, om jeg så fjernsyn, for der var to fly, der var fløjet ind i World Trade Center. Jeg skyndte mig at tænde for fjernsynet, imens jeg snakkede med hende. Det var nogle frygtelige billeder, der kom frem på fjernsynet, de viste hvordan det ene fly fløj ind i det ene tårn, det var ganske forfærdeligt at se på. Lidt over klokken 15.30 kom min mand hjem fra arbejde, han havde lige hørt det i radioen, og kom så hen og kiggede med på fjernsynet. Vi sad resten af dagen og så det, de nu kunne vise. Da det første tårn pludselig styrtede til jorden, må jeg nok erkende, at jeg fik tårer i øjnene, selv om jeg ikke kendte nogen, der var i USA på det tidspunkt. Vi havde jo lige set, hvordan folk hoppede ud af vinduerne, selv om de vidste, at de ikke ville overleve, men de ville nok heller ikke bare vente på, at døden skulle komme til dem. Jeg tror, at de var klar over, at der ikke var noget at gøre, så de ville bare have det overstået hurtigst muligt. På et tidspunkt blev vi enige om at finde et andet program, som ikke handlede om tragedien, for det var hårdt følelsesmæssig at sidde og kigge på, men der gik ikke mere end et par minutter, før vi var ovre og se det igen for at høre, om de havde fundet flere overlevende, det var også svært at tage sig sammen til at gå i seng, for der kom jo hele tiden nye ting frem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om verden efter 11. september 2001, jeg syntes, at den verden, vi lever i, med krig, terror, selvmordsbomber, ja selv ganske små værtshusslagsmål i mindre danske byer, er noget af det værste, der findes, det kan da ikke være rigtigt, at man ikke kan leve et eller andet sted i verden, uden der skal være evig frygt i ens liv, man ved jo aldrig, hvad der pludselig kan ske. Selvfølgelig skal de ansvarlige for tragedien straffes, men er det virkeligt nødvendigt, at der skal blive krig, så uskyldige mennesker skal lade livet, fordi en mand og hans soldater tror, de kan det hele? Jeg tænker tit på efter tragedien, hvordan skal jeg opdrage min søn på knap ni år, i en verden der er fuld af sorg, trusler og krig? Jeg kan jo ikke forberede ham på det værste. Det er en tragedie, som ikke skulle være sket, og jeg sender mine dybeste følelser til de stakkels mennesker, der har mistet deres kære denne dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...