Hvilshøj

Hvilshøj: Terry Davis tager fejl

Europarådets generalsekretær, Terry Davis, er “galt afmarcheret”, siger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Hendes kommentar kommer, fordi Davis i et interview med Ritzau har efterlyst konkrete eksempler på, at en rapport fra Europarådets racismekomité ECRI skulle være fuld af faktuelle fejl som hævdet af regeringen. - Vi har påpeget både faktuelle fejl og udokumenterede påstande, både i et brev fra udenrigsministeren til Terry Davis, og i svaret til selve rapporten. Der er lavet ubetydelige rettelser, men der står rigtig mange fejl tilbage. Vi er frustrerede over, at man ikke har villet rette de faktuelle fejl, og de udokumenterede påstande er i det hele taget svære at forholde sig til, siger Hvilshøj. Hun afviser, at regeringen er ømskindet og for enhver pris søger at undgå kritik. - Vi beder dem ikke fjerne hvert eneste kritikpunkt, men bare underbygge påstandene en lille smule, siger hun. - Vi forventer en vis kvalitet, for i danske medier har Europarådet troværdighed. Man ved, at det er et uafhængigt organ, siger Hvilshøj. /ritzau/